Skip to main content

BMW Danmark ser tilbage på et rekordår

Pressemeddelelse   •   Jan 09, 2020 09:53 CET

Foto: TheTravelBook

BMW Danmark vandt for ottende år i træk kundetilfredshedsundersøgelsen AutoIndex med den højeste score nogensinde - og høstede flere priser i løbet af året. 
​2020 byder på spændende lanceringer fra både BMW og MINI, herunder flere elektrificerede modeller.

Antallet af solgte BMW biler landede på 8.846, hvilket er en stigning på 17 procent i forhold til 2018. Salget af BMW motorcykler steg 30 procent til i alt 378 motorcykler. Antal solgte MINI’er faldt med tre procent til 915 biler.

Tilfredse og loyale kunder

2019 blev året, hvor BMW Danmark for ottende gang i træk vandt den nationale kundetilfredshedsundersøgelse ”AutoIndex”, som udføres af FDM og Loyalty Group. BMW slog samtidig rekorden med den højeste score nogensinde med 920 indekspoint ud af 1.000 mulige. BMW Danmark vandt ligeledes, for syvende gang, ”Loyalty Award” for de meste loyale kunder.

Administrerende direktør hos BMW Danmark, Jan Askholm, kan med tilfredshed se tilbage på endnu et succesfuldt år: ”Vi har haft rekordmange lanceringer i 2019, og der har været tryk på hos vores forhandlere. På trods af travlhed i butikkerne, har vi formået at fastholde førstepladsen med de mest tilfredse kunder, som er en tillidserklæring, vi ydmygt gør vores allerbedste for at leve op til”.

Jan Askholm fortsætter: ”Kundeoplevelsen i både salgsafdelingen og på værkstedet er gået markant frem og er nu den bedste nogensinde. Vores autoriserede samarbejdspartnere arbejder hårdt hver dag for at levere den bedst mulige service - og vi skylder dem alle en stor tak for dette års fremgang”.

Kåringer

BMW 320d Touring blev i november kåret som "Businessbilen 2020" af en jury bestående af otte firmabilister og medlemmer fra fagforeningen Business Danmark, to motorjournalister fra Jyllands-Posten og en fysioterapeut. Begrundelsen for valget var: "En sjov, hurtig og komfortabel køremaskine".

For første gang nogensinde gik hele to biler fra samme mærke i premium segmentet videre til finalen i "Årets Bil 2020". 24 kandidatbiler blev i oktober testet i en indledende runde af 24 jurymedlemmer fra Danske Motorjournalister (MKD). Finalen fandt sted i slutningen af november, hvor BMW 3-serien fik en 3. plads og BMW 1-serien en 5. plads.

BMW 1-serien er ligeledes med i finalefeltet til titlen som "Årets Bil i Europa 2020". Vinderen af denne prestigefyldte titel offentliggøres på Genève Motor Show i starten af marts.

BMW – helt elektrisk

BMW Group har på verdensplan solgt mere end 165.000 elektriske BMW i3 siden lanceringen i 2013. Dette gør den til den mest solgte elbil i premium kompakt-segmentet. Flere af de første købere af modellen har rundet 200.000 kilometers emissionsfri kørsel. BMW udvikler løbende modellen og planlægger produktion til i hvert fald 2024. Samtidig har BMW Group udvidet garantiperioden for batteriet i bilen til 8 år og/eller 160.000 kilometer.

I marts lancerer BMW Group den fuldelektriske MINI, i slutningen af 2020 følger den fuldelektriske BMW iX3 og i 2021 kommer BMW i4 og BMW iNEXT.

Ligeledes i marts lanceres plug-in-hybrid bilen BMW X1 xDrive25e, og til juli kommer også BMW X2 som plug-in-hybrid i form af BMW X2 xDrive25e.

Som en pioner inden for elektrisk mobilitet er målsætningen for BMW Group at have mere end en million elektrificerede biler på vejene i slutningen af 2021. BMW Group vil allerede i 2023 tilbyde 25 elektrificerede modeller, hvoraf mere end halvdelen vil være fuldelektriske.

Salgsudviklingen i Danmark

   2017  2018  2019
BMW  5.901      7.555     8.846    
MINI   632  948 915
Motorrad      269  291 378

#​

BMW Group

Med de fire mærker BMW, MINI, Rolls-Royce og BMW Motorrad, er BMW Group verdens førende premium producent af biler og motorcykler, som også tilbyder finansielle ydelser og mobilitetsservice. BMW Group har 31 produktionsanlæg i 15 lande samt forhandlernetværk i 140 lande.

I 2018 solgte BMW Group 2.490.000 biler og 165.000 motorcykler på verdensplan. Omsætningen i 2018 var 97,480 mia. euro og overskuddet før skat var 9,815 mia. euro. Koncernen havde per 31. december 2018 en global arbejdsstyrke på 134.682 medarbejdere.

Grundlaget for BMW Groups succes har altid været ansvarsbevidsthed og langsigtede løsninger. Derfor er miljømæssig og social bæredygtighed i hele værdikæden, omfattende produktansvar og et klart fokus på ressourcebevarelse, en integreret del af koncernens strategi.