Skip to main content

BMW M8 - ren og rå køreglæde

Pressemeddelelse   •   Jun 05, 2019 09:38 CEST

Til september kommer toppen af M poppen – nemlig BMW M8. Den bomstærke sportsmodel fås både som Coupé og Cabriolet og med eller uden Competition-pakke. Den 4,4 liters V8-motor med M TwinPower Turbo-teknologi genererer op til 625 hestekræfter og har benzinpartikelfilter som standard.

Mette Lolholm, pressechef hos BMW Danmark: ”Lige siden BMW M8 GTE deltog i 24-timers løbet på Le Mans sidste år har de passionerede BMW fans ventet på, at gadeversionen af M8 skulle se dagens lys. Til september kommer den så - og endda som en stærk kvartet”.

  • BMW M8 Coupé: 600 hestekræfter, acceleration fra 0-100 km/t på 3,3 sek.
  • BMW M8 Competition Coupé: 625 hestekræfter, acceleration fra 0-100 km/t på 3,2 sek.
  • BMW M8 Cabriolet: 600 hestekræfter, acceleration fra 0-100 km/t på 3,4 sek.
  • BMW M8 Competition Cabriolet: 625 hestekræfter, acceleration fra 0-100 km/t på 3,3 sek.

Ren og rå luksus til bane og vej

Bilen er bygget ud fra at skulle kunne yde det maksimale både på racerbanen, men også på almindelig landevej. Dette er gjort ved hjælp af letvægtsmaterialer, lavt tyngdepunkt, bred sporvidde og en perfekt aerodynamik.

Taget på BMW M8 Coupé og BMW M8 Competition Coupé er lavet af kulfiberforstærket plast (CFRP). BMW M8 Cabriolet og BMW M8 Competition Cabriolet har soft-top med elektrisk åbning og lukning af kalechen.

Kræfterne finder vej til asfalten via en ottetrins M Steptronic automatgearkasse med Drivelogic samt M xDrive firehjulstræk. Det innovative firehjulstræk gør det muligt at fordele kræfterne mellem akslerne på en helt ny måde, og under kørslen kan der vælges mellem tre forskellige opsætninger: Firehjulstræk, firehjulstræk Sport og baghjulstræk. Som noget helt nyt kan bremserne nu også indstilles til enten SPORT eller COMFORT.

Ligeledes kan de nye "M Modes" - som er udviklet specielt til M8 - indstilles til henholdsvis ROAD, SPORT og på Competition-udgaverne også TRACK. Bilen kan altså sættes op, så den præcist rammer underlag og temperament.

Racer-gener

Den nye M8 er testet og finjusteret gennem utallige test på BMW’s testcenter i henholdsvis Miramas i Frankrig og Arjeplog i Nordsverige samt på den legendariske Nürburgring. Bilen er testet sideløbende med BMW M8 GTE langdistance-racerbilen, hvor man har brugt de mange erfaringer fra blandt andet deltagelsen i 24-timers løbet på Le Mans.

Mere godt i vente

BMW M8 lander i Danmark i september måned 2019. Senere får den stærke kvartet også selskab af firedørsversionen BMW M8 Gran Coupé.

#

BMW Group

Med de fire mærker BMW, MINI, Rolls-Royce og BMW Motorrad, er BMW Group verdens førende premium producent af biler og motorcykler, som også tilbyder finansielle ydelser og mobilitetsservice. BMW Group har 30 produktionsanlæg i 14 lande samt forhandlernetværk i 140 lande.

I 2018 solgte BMW Group 2.490.000 biler og 165.000 motorcykler på verdensplan. Omsætningen i 2018 var 97,480 mia. euro og overskuddet før skat var 9,815 mia. euro. Koncernen havde per 31. december 2018 en global arbejdsstyrke på 134.682 medarbejdere.

Grundlaget for BMW Groups succes har altid været ansvarsbevidsthed og langsigtede løsninger. Derfor er miljømæssig og social bæredygtighed i hele værdikæden, omfattende produktansvar og et klart fokus på ressourcebevarelse, en integreret del af koncernens strategi.