Skip to main content

Uddrag af døgnrapporten fra fredag d. 11. november kl. 07 til mandag d. 14. november kl. 07

Nyhed   •   Nov 14, 2016 08:26 CET

Hærværk

Mellem onsdag d. 2. november kl. 16 og torsdag d. 3. november kl. 15 trængte 4 unge drenge i alderen 14 - 16 år ind på en privat båd i Nørrekås. Drengene har flækket kalechen, rodet rundt i båden, tændt stearinlys og efterladt cigaretskoder og en tom dåse lightergas.

Natten til lørdag omkring kl. 02 har ukendte gerningsmænd kastet et kanonslag ind i et hus i Møllegade, Rønne gennem brevsprækken i hoveddøren. Glasset i den indvendige postkasse blev ødelagt.

Indbrud

Mellem onsdag d. 9. november kl. 12 og fredag d. 11. november kl. 10 har der været indbrud i Løkkegade i Rønne. En rude er knust, men umiddelbart er intet stjålet. Indbruddet er begået af de samme drenge, der udøvede hærværk på en båd i Nørrekås havn, ligesom de har tilstået yderligere 4 indbrud i villaer i Rønne.

Færdsel

Fredag mellem kl. 1015 og kl. 14.45 er en parkeret bil i Borgergade i Rønne blevet påkørt og har fået buler og ridser i venstre side.

Fredag kl. 16 fik en bil parkeret i Østergade i Rønne ødelagt sit venstre sidespejl af ukendt anden part.

Uro

Søndag morgen kl. 04.50 var der optræk til slagsmål ved Torvets Pølsebar i Rønne. Tre unge havde været provokerende overfor personalet i pølsebaren, men havde forladt stedet, da patruljen kom frem.