Skip to main content

Uddrag af døgnrapporten fra fredag d. 15. januar til mandag d. 18. januar

Nyhed   •   Jan 18, 2016 08:56 CET

Tyveri af fyringsolie

Mellem d. 20. december og 13. januar er der stjålet 800 l. fyringsolie fra AquaBaltic i Nexø. Ukendt gerningsmand har brudt en dør op og pumpet olien fra en tank placeret i lagerbygning.

Tyveri

En 22-årig mand fra Rønne har fået stjålet sin guldfarvede iPhone 6 fredag aften til en fest på Gymnasiet i Søborgstræde. Telefonen er stjålet mellem kl. 21 og 23.

På kasernen mistede en 21-årig mand to rygsække i torsdags. Han havde glemt dem i cafeteriet, og da han gik tilbage efter dem, var de væk. Der er tale om en sort Tasmanian Tiger Missionpack og en grøn rygsæk af mærket MILTEC.

Narkokørsel

En 18-årig mandlig knallertkører fra Rønne indkasserede fredag aften hele 3 sigtelser på én gang. Manden blev rutinemæssigt checket ved Statoil, Almindings Runddel i Rønne, og patruljen kunne konstatere, at han var påvirket af euforiserende stoffer, ikke havde kørekort til knallert og knallerten var heller ikke forsikret.

Beruser

Lørdag morgen kl. 06.15 modtog politiet anmeldelse om, at en person var gået omkuld på gaden i Sankt Mortens Gade i Rønne. Patruljen fik manden vækket og sendt ham på rette kurs mod hjemmet.

Uønsket gæst

Lørdag aften skabte en 18-årig mand problemer ved en privat fest i Teaterstræde i Rønne. Den spirituspåvirkede mand var uønsket på stedet, men ville ikke gå. Patruljen tog en snak med manden og et par venner villle sørge for, at han kom hjem.

Parkering til ulempe

Søndag kort før kl. 13, måtte politiet kontakte ejeren af en bil, der var parkeret i Storegade i Allinge på en sådan måde, at den spærrede for en garageudkørsel. Ejeren flyttede straks bilen.

Ammunition

I forbindelse med rydning af et dødsbo, blev der fundet patroner i en æske. De blev indleveret på Politigården og vil blive destrueret.