Skip to main content

Uddrag af døgnrapporten fra fredag d. 25. august kl. 07 til mandag d. 28. august kl. 07

Nyhed   •   Aug 28, 2017 08:26 CEST

Tyveri

Bornholms Politi har modtaget yderligere to anmeldelser om tyveri i forbindelse med Wonderfestiwall. Fredag d. 18. august mellem kl. 22 og kl. 23.30 er en sort Samasung Galaxy S7 stjålet fra en taske. Lørdag d. 19. august mellem kl. 19.15 og kl. 20.30 er en sort skindjakke af mærket Selected stjålet fra en stol nær lydpulten. I jakken var der også et formstøbt hørværn af mærket AudioNova og en E-cigaret af mærket Aspire Plato.

En 43-årig mand fra Midtbornholm blev fredag aften sigtet for butikstyveri hos Netto på Store Torv i Rønne for et mindre beløb.

Færdsel

En kvinde i Lille Madsegade i Rønne kunne fredag morgen ikke få sin bil ud af porten, da en anden bil var parkeret ulovligt udenfor. Politiet kunne ikke få kontakt med ejeren, så kvinden valgte at spadsere til jobbet. Ejeren af bilen har efterfølgende indkasseret en parkeringsafgift.

Fredag kl. 13.34 så vidner en svensk indregistreret bus påkøre en havemur i Lakseruten i Svaneke.

Musik til ulempe

Fredag kl. 23.40 måtte en patrulje bede ejeren af O'Malleys i Rønne om at lukke døren, så musikken ikke generede naboerne.

Lørdag kl. 01.58 spillede en gruppe unge mennesker høj musik, mens de ventede på bussen i Klemensker. De blev pålagt at dæmpe sig.

Lørdag kl. 21.15 var den gal på Johnsens Tværvej hos en beboer, der ofte spiller høj musik. Denne gang modtog han en advarsel og besked om, at hans anlæg vil blive konfiskeret, hvis det gentager sig.

Uorden

En 28-årig beruset mand blev anholdt lørdag kl. 04.10. Manden lå beruset på jorden i Store Torvegade og råbte efter folk omkring sig, så han blev taget med til stationen, hvor han sov rusen ud i detentionen.