Skip to main content

Uddrag af døgnrapporten fra fredag d. 26. februar til mandag d. 29. februar

Nyhed   •   Feb 29, 2016 08:12 CET

Spirituskørsel

En 43-årig mand i varebil blev fredag kl. 14.25 standset på Åkirkebyvej i Rønne i forbindelse med en færdselskontrol. Det viste sig, at manden var spirituspåvirket, og da det er 2. gang inden for 3 år, blev bilen beslaglagt.

Vold

En 40-årig mand fra Aakirkeby blev lørdag eftermiddag anholdt, sigtet for vold mod sin kæreste.

Færdselsuheld

Lørdag mellem kl. 16.20 og 16.40 er en bil parkeret på Store Torv i Rønne blevet beskadiget på venstre forhjul og venstre forskærm.

Uro

En 29-årig mand fra Rønne skabte lørdag kort før kl. 18 så meget uro ved at provokere til slagsmål ved Gartnervangens Grill, at en patrulje måtte anholde manden og lade ham køle af i detentionen.

Tyveri

En 65-årig kvinde fik lørdag kl. 19.15 stjålet sin taske med blandt andet en mobil på Svaneke Bodega.

Røveri

Søndag kl. 20.40 var Strøgets Spisehûz udsat for røveri. Truende med kniv lykkedes det røveren at slippe væk med dagens omsætning på omkring kr. 4.000,-

Røveren beskrives som:  Mand, 30-35 år og 175 - 180 cm høj. Almindelig af bygning, lidt mørklødet, mørke skægstubbe med kraftigere overskæg. Han talte dansk uden accent. Manden var iført en olivengrøn jakke i stil med parkacoat m. hætte uden pelskant, mørke bukser og sorte kondisko.

Efter røveriet gik han ud af hoveddøren og ned af gågaden med retning mod Store Torv.

Bornholms Politi hører meget gerne fra mulige vidner. Henvendelse på 1-1-4 eller 5690 1448