Skip to main content

Uddrag af døgnrapporten fra fredag den 6. maj til mandag den 9. maj 2016

Nyhed   •   Maj 09, 2016 09:48 CEST

Tyveri af cykel

Torsdag den 28. april mellem kl. 17.00 og 18.30 er mørkgrå Scott E-Genius 920 herrecykel stjålet fra Møllegade i Rønne.

Kørsel uden førerret under påvirkning af euforiserende stoffer

Fredag den 6. maj kl. 09.10 blev en personbil standset på Haslevej. Føreren var uden førerret og blev testet positiv for påvirkning af narko. Han blev samtidig fundet i besiddelse af hash. Efterfølgende blodprøve gav positiv udslag på euforiserende stoffer.

Hærværk

Fredag den 6. maj kl. 10.32 blev en rude knust med granitsten i et skur på Dr Kabells Vej.

Kanondalen i Rønne

En forbipasserende anmeldte fredag den 6. maj kl. 17.53, at nogle udlændinge svinede med affald, bål og opslået lejr. Politiet kunne ved fremmøde dog konstatere at der ikke var noget nævneværdigt rod men blot en asylfamilie som havde udflugt med grill.

Ældre forvirret herre

Fredag den 6. maj kl. 20.20 anmeldte en turist, at en 81-årig ældre herre stod forvirret ved P-pladsen ud for Gudhjem Feriepark. Hjemmeplejen blev kontaktet og hjalp ham hjem.

Fund af kanonslag

Lørdag den 7. maj kl. 10.09 blev et hjemmelavet kanonslag fundet under rensning af tagrende i Torvegade i Rønne. Det blev vurderet at det var et professionelt fremstillet kanonslag, som havde ligget på findestedet gennem længere tid. Hjemmeværnets rydningstjeneste oplyser at de har bortskaffet kanonslaget fra stedet.

Tyveri af personbil

Mellem fredag den 6. maj kl. 21 til lørdag den 7. maj kl.10, er en bil meldt stjålet i forbindelse med en ungdomsfest på Harbovej i Rønne. Efterfølgende blev køretøjet fundet parkeret ved opkørslen til Chistianshøjkroen.

Påkørsel af parkeret bil

Lørdag den 7. maj mellem kl. 11.45 og kl. 12.00 blev en parkeret bil påkørt på Industrivej i Nexø, med mindre bule og lakskade tilfølge. En ung pige havde noteret nr. pladen, da føreren fortsatte kørslen fra stedet uden at have taget kontakt til ejeren. Det viste sig efterfølgende at føreren ikke havde været vidende om påkørslen, og straks ville kontakte ejeren for at afklare forholdet og evt. erstatning.

Knallertkører standset

Fører af knallert blev lørdag den 7. maj kl. 20 standset på Stenbrudsvej i Nexø. Føreren bar ikke styrthjelm, havde ikke erhvervet knallertkørekort eller forsikret sin knallert. Føreren blev fundet i besiddelse af hash og havde kort forinden røget. Kørt til BOH for blodprøve.

Ulykke

Søndag den 8. maj kl. 14.04 faldt en ældre kvinde og brækkede benet ved Ekkodalen.

Kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer

Søndag den 8. maj kl. 16.42 blev en 55-årig mand sigtet for at have kørt påvirket af euforiserende stoffer på Zahrtmannsvej i Rønne. Manden blev sigtet og anholdt og derefter kørt til BOH for udtagelse af blodprøve.

Påkørt af flugtbilist

Søndag kl. 19.20 den 8. maj er en 52-årig mandlig cyklist blevet påkørt på cykelstien ad Vesterbro mod Netto. Bilisten kørte op på cykelsti i modsatte kørebane og ramte cyklist som væltede og slog ansigtet. Sort personbil er set køre fra stedet.