Skip to main content

Uddrag af døgnrapporten fra mandag d. 15. januar kl. 0700 til tirsdag d. 16. januar kl. 0700

Nyhed   •   Jan 16, 2018 08:18 CET

Bedrageri

En 23-årig mand fra Rønne har anmeldt sig udsat for bedrageri, idet han d. 19. december 2017 overførte penge til en sælger af plader, men pladerne er aldrig modtaget af forurettede.

Underslæb

Bornholms Regionskommune har anmeldt underslæb, der er begået fra d. 22. november 2018 til 4. januar på Svartingedal Skole i Hasle, idet 6 asylelever er udeblevet fra undervisning, uden at have afleveret de udlånte 6 stk. ipad air 2.

Hærværk

En 21-årig kvinde har anmeldt hærværk mod hendes cykel, idet hun under cykling torsdag d. 11. januar opdagede, at såvel cyklens bagbremse og baghjul var blevet løsnet.

Overtrædelse af lov om godkendelse og syn af køretøjer

Trafikstyrelsen har foretaget anmeldelse af 3 ejere af køretøjer, der ikke rettidigt har fået synet deres køretøjer inden for synsfristen.

Overtrædelse af færdselsloven

Under hastighedskontrol d. 12. og 15. januar på Søndre Landevej i Pedersker blev der optaget rapport på i alt 7 billister, der alle kørte med så høj hastighed, at det har medført "et klip i kørekortet".

Hærværk

På en adresse i Ystadvej i Rønne er der fredag d. 12. januar kl. 2300 sprængt en postkasse.

Butikstyveri

Fra Euronics, Tornegade i Rønne er der anmeldt tyveri af et headset, mrk. JBL forøvet onsdag d. 10. januar kl. 1705.

Påvirket fører af knallert

En 51-årig mand er sigtet for mandag d. 15. januar kl. 1835, at have ført en lille knallert ad Snellemark i Rønne, skønt han før kørslen havde indtaget cannabis.