Skip to main content

Landsdækkende spiritus- og narkotikakontrol i uge 22 og 23

Pressemeddelelse   •   Jun 01, 2017 08:29 CEST

Bornholms Politi gennemfører fra torsdag den 1. juni til og med søndag den 11. juni 2017 en målrettet indsats mod spiritus- og narkotikakørsel.

Indsatsen i uge 23 indgår i rækken af fælleseuropæiske TISPOL-kontroller. I både uge 22 og 23 er indsatserne tillige koordineret med Sikker Trafiks kampagne: Stop Spirituskørsel

Spirituskørsel er en trussel mod færdselssikkerheden på de danske veje. På trods af, at det er blevet mindre accepteret at køre i påvirket tilstand,er spiritusbilister fortsat involveret i cirka hver sjette dødsulykke. Der er cirka ti gange højere risiko for at komme alvorligt til skade som bilist, hvis man er spirituspåvirket, i forhold til hvis man ikke er.

Det understøtter, at der fortsat er behov for politiets kontrol på området. Politiets kontrol vil også omfatte påvirkethed af narkotika og medicin.

I de seneste fire år er  næsten 130 trafikanter på landsplan blevet dræbt og flere end 950 er kommet alvorligt til skade i spiritusuheld, hvorfor der er god grund til at stoppe spritkørsel, både ens egen og andres.

Udviklingen i antallet af spiritusulykker på Bornholm:

2012:22 uheld (9 personskadeuheld - 13 uden personskade)

2013:19 uheld (6 personskadeuheld - 13 uden personskade)

2014:10 uheld (4 personskadeuheld - 6 uden personskade)

2015:17 uheld (3 personskadeuheld - 14 uden personskade)

Udviklingen i antallet af sigtelser for spiritus- eller narkotikakørsel på Bornholm:

2012:  96 sigtede

2013: 145 sigtede

2014: 131 sigtede

2015: 103 sigtede

Den store stigning i 2013 i antallet af sigtelser for narkotika- og medicinkørsel i forhold til de foregående år tilskrives indførelsen af narkometer.

Bornholms Politi dækker Bornholm og ø-gruppen Ertholmene.

Bornholms Politi opererer fra politigården i Rønne, hvor ca. 80 medarbejdere har deres daglige virke.
Bornholms Regionskommune har et befolkningstal på ca. 40.000, en kyststrækning på 158 km og et areal på 588 km2, og er beliggende i Østersøen, 145 km fra København, 37 km fra Sverige, 88 km fra Tyskland og 90 km fra Polen.

Bornholm besøges hvert år af ca. 600.000 turister, og farvandet omkring Bornholm er et af verdens mest trafikerede.