Skip to main content

​Politiet er ved at planlægge indsatsen ved Folkemødet 2016

Pressemeddelelse   •   Maj 04, 2016 16:30 CEST

Politiets planlægning er i fuld gang forud for årets Folkemøde på Bornholm, hvor politi og andre myndigheder igen i år forstærker Bornholms samlede beredskab.

Også i 2016 øger politiet sit beredskab på Bornholm for at varetage sikkerheden under Folkemødet, hvor mange af landets kendte debattører, politikere, foreningsledere og ikke mindst rigtig mange borgere deltager.

- Vi er i gang med at planlægge vores indsats, som vi ønsker skal balancere mellem Folkemødets ånd og den nødvendige sikkerhed, siger politidirektør Peter Møller Nielsen, Bornholms Politi.

Politiet vurderer løbende truslen i forhold til Folkemødets arrangementer og deltagere, og justerer indsatsen derefter.

Myndighedsskib under Folkemødet
Som det før er sket ved ekstraordinære politioperationer i Danmark, bliver politistyrken i 2016 samlet på et skib.

- Sidste år var det en ret omfattende logistisk udfordring, at vores folk boede spredt over hele øen. I år samler vi enheder og materiel eet sted og bruger dermed også skibet som centralt logistisk støttecenter for hele vores indsats. Det giver os nogle operative og logistiske fordele, siger Peter Møller Nielsen.

Derudover skal skibet transportere politiets enheder, udstyr og køretøjer til og fra Bornholm samt indkvartere personale fra andre myndigheder.

Af sikkerhedshensyn ønsker politiet ikke aktuelt at frigive yderligere detaljer om skibet, dets sejlads eller anløb til Bornholm. Det samme gælder antallet af politifolk og hvilket udstyr, der indgår i indsatsen.

Politiet har før anvendt skibe til ekstraordinært store politioperationer - dels under klimatopmødet COP15 i 2009 og ved FN’s sociale topmøde i 1995 i København.

Leje af skibet ved Folkemødet inklusiv sejlads, indkvartering og bespisning af personalet koster ca. 12 millioner kroner for den periode, operationen varer.

Pressekontakt
Rigspolitiets presseenhed, telefon 7213 2424, presse@rigspoliti.dk.

Bornholms Politi dækker Bornholm og ø-gruppen Ertholmene.

Bornholms Politi opererer fra politigården i Rønne, hvor ca. 80 medarbejdere har deres daglige virke.
Bornholms Regionskommune har et befolkningstal på ca. 40.000, en kyststrækning på 158 km og et areal på 588 km2, og er beliggende i Østersøen, 145 km fra København, 37 km fra Sverige, 88 km fra Tyskland og 90 km fra Polen.

Bornholm besøges hvert år af ca. 600.000 turister, og farvandet omkring Bornholm er et af verdens mest trafikerede.