Gå til indhold
En sjælden bronzemedalje fra 1792 satte rekord på auktionen.
En sjælden bronzemedalje fra 1792 satte rekord på auktionen.

Pressemeddelelse -

Historisk slavemedalje får rekordhammerslag hos Bruun Rasmussen

Tirsdag aften faldt dagens sidste hammerslag i Nordhavn og satte dermed punktum for auktionshusets største møntauktion nogensinde.

Med et samlet hammerslag fra auktionen på 12,3 mio. kr. er der tale om et historisk godt resultat for Bruun Rasmussens møntafdeling.

Dagen bød på flere rekorder – bl.a. med salget af en bronzemedalje, som kom til verden i 1792, da Danmark som det første land i verden forbød den transatlantiske slavehandel. Hammerslaget lød her på 270.000 kr., hvilket er den højeste pris opnået på auktion i Danmark for en bronzemedalje.

Det er en smuk og umådeligt sjælden medalje. Den er tegnet af den danske maler Nicolai Abildgaard og har derfor en særlig kunstnerisk værdi. Man kan derudover ikke underkende dens historiske betydning, som tiltrak stor international interesse,” siger Michael Fornitz, chefnumismatiker hos Bruun Rasmussen.

Auktionens absolutte højdespringer var en 5 dukat fra 1704, som overraskede med et hammerslag på 460.000 kr. mod en vurdering på 250.000 kr. ­– en pris, som gør mønten til den dyreste 5 dukat af sin art solgt på auktion i Danmark.

Rift om internationale medaljer
Samlere fra hele verden bød med over telefoner og på nettet under auktionen, hvor Bruun Rasmussen præsenterede mønter og medaljer i alle afskygninger ­– fra antikken og frem til i dag.

Der var stor international interesse på auktionen, hvor der opstod heftige budkrige om især flere udenlandske genstande. Det gælder bl.a. flere sjældne polske medaljer, som blev solgt til ihærdige budgivere fra medaljernes oprindelsesland. Herfra kan fremhæves en erindringsmedalje, som stammer fra Michael I’s bryllup med Eleonora Maria af Østrig i år 1670. Hammerslaget lød her på 400.000 kr. mod en vurdering på 150.000 kr.

Auktionens 5 højeste hammerslag

  1. 5 dukat, 1704. Vurdering: 250.000 kr. Hammerslag: 460.000 kr.
  2. Polen og Litauen, erindringsmedalje fra Michael I’s bryllup med Eleonora Maria af Østrig i 1670. Vurdering: 150.000 kr. Hammerslag: 400.000 kr.
  3. Sverige og Norge, Dronning Desideria, 1818-1844, erindringsmedalje fra hendes kroning den 21. august 1829. Vurdering: 150.000 kr. Hammerslag: 380.000 kr.
  4. Sigismund III, 1587-1632, 5 dukat, 1612. Vurdering: 100.000 kr. Hammerslag: 350.000 kr.
  5. Sverige, Adolf Frederik, 1751-1777, medalje fra Kronprins Gustav III’s fødsel den 16. januar 1746. Vurdering: 120.000 kr. Hammerslag: 320.000 kr. 

Emner


_________________________________________________________________________________

Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og den tredje generation af familien, hans søn Frederik og datter Alexa samt auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Sverige, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Luxemborg, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter udbydes årligt på de traditionelle auktioner, de daglige net-auktioner og seneste skud på stammen, Direkte Auktion. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.


Kontakt

Michael Fornitz

Michael Fornitz

Chefnumismatiker Mønter, medaljer & pengesedler +45 8818 1201

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network

“Første, anden, tredje. Solgt til kvinden på første række“. I mere end 75 år har auktionshuset Bruun Rasmussen svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 købt af det engelske auktionshus Bonhams, der blev grundlagt i England i 1793 og i dag er et af verdens førende. Vi er nu en del af et internationalt netværk med global rækkevidde og markedsfører og sælger derfor kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne. Det betyder også, at vi i netværket tilbyder flere end 60 kategorier af genstande på vores auktioner.

Kunst og troværdighed er hjertet i alt, hvad vi gør. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden om kunsten og tendenserne på markedet. Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen, og i Bonhams’ netværk deler vi viden og sparrer på tværs af landegrænser med et stort antal internationale specialister. Kun på den måde kan vi give den optimale vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå de højeste hammerslag til fordel for vores kunder.

Tradition og fornyelse går hånd i hånd. Hos Bruun Rasmussen er vi et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie. Omdrejningspunktet for virksomheden er de to typer auktioner – Onlineauktion og Traditionel Auktion. Hver uge sætter vi flere end tusinde genstande under hammeren på bruun-rasmussen.dk og adskillige gange om året i auktionssalen. Vi er stolte af at sælge kunst og design i stort set alle genrer og prisklasser til og for mennesker over hele verden, der er drevet af den samme passion som os.

Vi vil gerne være levende kulturhus, og siden efteråret 2023 har vi været placeret i Lyngby nord for København i vores nye, moderne hovedsæde. Her kan man ikke alene gå på opdagelse blandt alle de udstillede kunstgenstande og byde med på de spændende auktioner. Man kan også møde vores specialister, få foretaget vurderinger, indlevere til auktion, høre spændende foredrag og deltage i kulturelle events. Vi har ligeledes en afdeling i Aarhus og Glostrup og tager løbende på vurderingsture både i Danmark og udlandet. Vores mål er altid at være tilgængelige, og at alle skal have en god oplevelse hos os.

Velkommen hos Bruun Rasmussen – vi hjælper dig til et godt køb eller salg!

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network
Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum