Skip to main content

Bygma Fonden i Cambodja med Danmarks Indsamling

Pressemeddelelse   •   Jan 06, 2020 14:33 CET

Ann-Marie Christiansen var med Danmarks Indsamling i Cambodja som repræsentant for Bygma Fonden

De 12 største humanitære organisationer går endnu en gang sammen under Danmarks Indsamling 2020. Bygma Fonden var med, da Danmarks Indsamling besøgte Folkekirkens Nødhjælps partnerorganisationer i Cambodja.

Bygma Fonden har gennem en årrække været en af de store bidragydere til Danmarks Indsamling. Som repræsentant for Fonden fik Ann-Marie Christiansen en unik indsigt i, hvordan Danmarks Indsamling i Cambodja hjælper med at give børn og deres familier håb og nye muligheder.

Fatale økonomiske konsekvenser
I Cambodja må mange fattige familier optage lån for at kunne klare sig igennem hverdagen.For at komme af med gælden må mange familier derfor migrere til de større byer for at arbejde på fx murstensfabrikker, hvor også børnene må udføre farligt arbejde. ”Det var hjerteskærende at se børn, der havde mistet lemmer i arbejdsulykker, og som skulle leve med denne tragedie resten af livet”, fortæller Ann-Marie Christiansen. ”En sådan ulykke kan få fatale konsekvenser for familiens økonomi, og ofte kender de ikke til deres rettigheder i forbindelse med processen omkring at søge erstatning og tilskud. Det er blandt andet noget af det, Folkekirkens Nødhjælps partnerorganisationer hjælper med”.

Nye indtjeningsmuligheder
Udover juridisk hjælp og vejledning hjælper organisationerne også med at forebygge ved bl.a. at skabe nye jobs i nærområderne, så familier ikke skal migrere for at finde arbejde. ”Ofte handler det om at skabe en indtjeningsmulighed for kvinderne, hvor de samtidig kan passe deres børn eller få mulighed for at sende dem i skole. Hermed ændrer livsgrundlaget sig for hele familien”, siger Ann-Marie Christiansen videre. ”Det er gribende at se, hvor lidt der skal til, for at vende situationen. F.eks. så vi, hvordan hjælp til opstart af kyllinge- og andefarme havde forbedret flere familiers livsvilkår. Nu kunne de brødføde sig selv og havde samtidig en fast indtjeningskilde, og var kommet et stort skridt videre”.

Klimavenlige dyrkningsmetoder
En del af hjælpen består også i undervisning i bæredygtighed og klimavenligt landbrug, f.eks. ved dyrkning af svampe og andre grøntsager, der ikke kræver meget vandforbrug, da det ellers kan være vanskeligt at dyrke afgrøder på grund af vandmangel, forårsaget af tiltagende klimaforandringer. Projektdeltagerne lærer de nye metoder videre til andre i landsbyen, og på den måde er der flest mulige, der får gavn af hjælpen.

”Bygma Fonden ønsker at tage et medansvar for vores omverden og at være med til at forbedre basale livsvilkår for mennesker i nød”, slutter Ann-Marie Christiansen. ”Det er motiverende at se, hvordan vores - og de øvrige bidragyderes – donation til Danmarks Indsamling virkelig gør en forskel”.

Bygma Fonden deltog på Danmarks Indsamlings besøgsrejse til Cambodja sammen med repræsentanter for Ole Kirks Fond, Roskilde Festival, Novo Nordisk og Peter Mouritsen A/S.

Bygma Gruppen beskæftiger ca. 2.400 ansatte fordelt på mere end 100 forretningsenheder i hele Norden. Koncernen er den største danskejede leverandør til byggeriet med aktiviteter inden for salg og distribution af byggematerialer til både større og mindre byggerier. Bygma Gruppen havde i 2018 en omsætning på ca. 7,9 mia. DKK.

Vedhæftede filer

Word-dokument