Pressemeddelelse -

​DRAGER, AMAZONER, SAMURAIER, MUMIER, SUPERHELTE OG … MINIONS INDTAGER C MORE

Mens vi venter på sommeren, kan man sagtens varme op med masser af underholdning. Her er et udpluk af foråret på C More, som blandt andet tæller de sidste sæsoner af Game of Thrones og Into the Badlands.

Så er der godt nyt til hele familien! Den ”onde” Gru er stærkt tilbage i den vildt populære animationsserie Grusomme mig. I Grusomme mig 3 (15/3) kan vi igen opleve Gru, Lucy og deres adoptivdøtre i selskab med de små, gule håndlangere og ekstremt populære, minions! Denne gang er de oppe imod skurken Balthazar, der ikke havde en nem barndom. Endelig dukker Grus ukendte bror Dru op. Men kan de sammen?

I en helt anden boldgade finder vi Now Apocalypse (24/3). Der er masser af bar hud og friske farver i den underlige, skøre, frække og fjollede komedie om at finde sin identitet og seksualitet i et surrealistisk miljø i Los Angeles. Vi møder Ulysses og hans venner, der alle jagter sex, kærlighed og karriere i den pulserende storby. Ulysses er hjemsøgt af mærkelige drømme og forbandelser og er sikker på, at han en dag skal stå til regnskab for alle sine udskejelser. Er verdens ende mon nær – eller ryger han bare for meget pot?

Trailer: Now Apocalypse

Mere fra animationsuniverset – hvor filmen Rock Dog (28/3) fortæller den fantastiske historie om hunden Bodi, der skal være vogter for en gruppe landsbyfår. Men da en radio falder ned fra himlen, åbner der sig en helt ny verden for ham. Da han beslutter sig for at tage ind til byen for at prøve sin musikalske lykke, er der i stedet andre, som nu ser deres snit til at få stillet sulten ved de ubevogtede får!

Vin Diesel, The Rock, Michelle Rodriguez, Jason Statham og alle de andre tordner deruda’ igen i actionbraget The Fate of the Furious / Fast and the Furious 8 (15/3). En mystisk kvinde lokker Dom (Vin Diesel) til at forråde sine nærmeste. Banden står nu overfor hidtil usete udfordringer, og neglebidende action følger. Ud over de sædvanlige bandemedlemmer ses også Charlize Theron og Kurt Russell på rollelisten.

Næsten uovervindelige kvinder står også for noget af underholdningen på C More. Den ene er ond, den anden er superhelt. Tom Cruise får sit at se til i actiongyseren The Mummy (22/3), da den egyptiske dronning Ahmanet genopstår fra de døde for at hævne sin død, som fandt sted for tusindvis af år siden. Der venter menneskeheden ufattelige rædsler! I superheltebraget Wonder Woman (29/3) spiller bl.a. danske Connie Nielsen en vigtig rolle. Ikke mindst i træningen af amazonkrigeren og prinsessen Diana. Men amazonernes idylliske liv forstyrres, da en amerikansk pilot styrter ned på deres strand og fortæller om en verdensomspændende konflikt. Diana beslutter sig for at forlade sit hjem for at slutte krigen over alle krige.

Udbrud som "Basil!", "Sybil!" og selvfølgelig også "Manuel!!!" vil kunne høres fra 1. april, når C More blænder op for begge sæsoner af Fawlty Towers - også kendt herhjemme som 'Halløj på badehotellet'. Den populære engelske sitcom fra 70'erne med John Cleese i hovedrollen som den excentriske og koleriske hotelejer blev kåret til det bedste engelske tv-program nogensinde af British Film Institute tilbage i år 2000. Serien tæller 12 afsnit i alt og er skrevet af John Cleese og hans daværende hustru Connie Booth, som også spiller servitricen Polly Sherman. Prunella Scales kan opleves i rollen som Sybil, mens nu afdøde Andrew Sachs spiller den populære rolle som den underkuet spanske tjener Manuel.

Et skønt mix af Mad Max, Kill Bill og The Matrix er samlet i den flotte postapokalyptiske kampsportsserie Into the Badlands. 3B – der er anden halvdel af 3. sæson og den sidste i serien – får premiere den 6. april på C More, der også får de foregående sæsoner (21/3). Serien foregår i fremtiden - 500 år efter at civilisationen er gået i ruiner. Verden styres af krigsherrer og deres hære af samurai-snigmordere med speciale i kampsport. Skydevåben er forbudt, så i stedet kæmper de med sværd, kniv og deres bare næver.

Trailer: Into the Badlands 3B

Den fandenivoldske og flabede superhelt Deadpool (Ryan Reynolds) er tilbage. Den hårdtslående og rapkæftede helt samler et hold af med-mutanter for sammen at beskytte en ung artsfælle med superkræfter mod den brutale og tidsrejsende Cable (Josh Brolin). Denne gang kender platheden virkelig ingen grænser! Deadpool 2 kan streames fra den 6. april.

Den stjernespækkede actionkomedie Gringo (12/4) fortæller historien om forretningsmanden Harold (David Oyelowo), der krydser grænsen til Mexico. Snart har han mexicanske narkobaroner, internationale lejemordere og lovens lange arm efter sig. Spørgsmålet er dog, om den ellers helt almindelige mand reelt er ude på dybt vand, eller om han i virkeligheden er to skridt foran alle andre. Joel Edgerton, Charlize Theron og Thandie Newton medvirker også.

Nikolaj Coster-Waldau og Pilou Asbæk er tilbage i ottende og sidste sæson af den populære serie Game of Thrones, som får premiere mandag den 15. april og strækker sig over seks afsnit. I rollerne som Jamie Lannister og Euron Greyjoy er de det danske islæt i det endelige slag om Jerntronen, hvor konger, dronninger, riddere, eunuk slaver og drager kæmper om magten i De Syv Kongeriger. Vinteren kommer og det trækker op til et langt og afgørende slag ved Winterfell, hvor alle dine favoritter som dragedronningen Daenerys Targaryen, Jon Snow, Brienne of Tarth, Stark-søstrene og Tyrion Lannister skal op imod The Night King og The White Walkers.

Trailer: Game of Thrones 8

I thrilleren Unsane (15/4) kæmper den unge kvinde, Sawyer, med en stalker. Da hun søger hjælp, skriver hun intetanende under på, at hun accepterer indlæggelse på et mentalsygehus. Det bliver starten på et sandt helvede, hvor hun snart ikke kan skelne mellem fantasi og virkelighed. Instrueret af Oscarvinderen Steven Soderbergh, der filmede hele ’Unsane’ med en iPhone 7.

The Mercy (17/4) er den sande historie om amatørsejleren Donald Crowhurst (Colin Firth), der satte sig for at vinde solojordomsejlingen Golden Globe Race i 1968 i en ufærdig båd. Den imponerende bedrift fik medierne til at gå i selvsving. Hans præstation udviklede sig imidlertid til en skandale, da mere og mere pegede på, at alt var opdigtet.

Tom Cruise er på den ene side patriot og på den anden side narkosmugler i American Made (17/4). Det autentiske drama handler om piloten Barry Seal, der i 80’erne fløj illegale våben til Contra-oprørerne i Nicaragua på opfordring af CIA og fragtede kokain for de colombianske narkokarteller tilbage til USA. En historie baseret på en sand løgn, der udviklede sig til en landsdækkende skandale i Ronald Reagans USA.

Isle of Dogs (18/4) blev nomineret til en Oscar for bedste animationsfilm. Bryan Cranston (Breaking Bad), Edward Norton, Scarlett Johansson og Bill Murray lægger stemmer til filmen om den 12-årige dreng, Atari, der tager af sted til en enorm skralde-ø for at finde sin hund, der sammen med tusindevis af andre firbenede venner er blevet forvist som en belastning for samfundet.

Sofia Coppola vandt som første kvinde i 71 år den prestigefyldte instruktør-pris ved filmfestivalen i Cannes for sit arbejde med The Beguiled (24/4), der har Nicole Kidman, Kirsten Dunst, Elle Fanning og Colin Farrell i hovedrollerne. Dramathrilleren udspiller sig under den amerikanske borgerkrig på en pigeskole, hvor en såret soldat rigtig får skabt rav i den.

April rundes af på C More med Goodbye Christopher Robin (26/4). Et autentisk drama om krigsveteranen og forfatteren A.A. Milne og forholdet til sønnen Christopher Robin, der inspirerede ham til bøgerne om Peter Plys og alle hans venner.

Related links

Emner

  • Livsstil, mode, fritid

Kategorier

  • gys
  • game of thrones
  • grusomme mig 3
  • now apocalypse
  • rock dog
  • fate of the furious 8
  • the mummy
  • wonder woman
  • fawlty towers
  • deadpool 2
  • gringo
  • unsane
  • the mercy
  • goodbye christopher robin
  • c more
  • film
  • serier
  • streaming
  • drama
  • krimi
  • into the badlands
  • american made
  • isle of dogs
  • the beguiled

Forestil dig at du kan vælge frit mellem utallige film og serier, børneunderholdning samt dokumentarer og se det præcis, hvornår du ønsker. C More har aftaler med en lang række film- og serieproducenter, som sikrer C Mores kunder adgang til de største blockbustere og nyeste serier fra USA.

Hvis du ønsker at se C More på din computer, iPad/iPhone, Android tablet/smartphone kan du købe adgang direkte på C Mores hjemmeside.

C MORE

Kontakt

Johnny Jensen

Pressekontakt Film- og serieredaktør Film og serier +45 26 70 71 25

Jacob Panum

Pressekontakt PR- og SoMe-ansvarlig Film og serier +45 25 37 04 55

Relateret materiale