Pressemeddelelse -

Waste Management Phoenix Open

Feltet i den altid velbesøgte Waste Management Phoenix Open ser i år stærkere ud end nogensinde. De sidste to års vinder Hideki Matsuyama stiller op mod hele fire andre spillere fra verdens top ti.

Denne uge gælder det Waste Management Phoenix Open, som er den klart bedst besøgte turnering på PGA Touren. 655.434 var det officielle tilskuertal fra 2017 og det var samtidig ny rekord. Særligt par tre hullet 16. er et bevis på, at denne turnering er noget helt særligt. Hullet er blevet bygget om til et stadion med plads til op mod 20.000 tilskuere, og selv for de største stjerner stiger nervøsiteten i den intense stemning.

Dette års udgave af turneringen har tilmed trukket mange af de allerstørste stjerner til. Sæsonen er for alvor ved at komme i gang, og de bedste spillere kan ikke længere tillade sig at holde ferie, hvis de skal holde trit på diverse lister.
Det har fået spillere som Justin Thomas, Jordan Spieth, og Jon Rahm til at tage et smut til Arizona og TPC Scottsdale. Særligt Spieth og Thomas har noget at bevise. De blev begge overhalet på verdensranglisten af fænomenet Rahm, som nu er første udfordrer til Dustin Johnson på verdensranglisten. DJ stiller heller ikke op i denne uge, og risikerer for anden uge i træk at måtte afgive pladsen som verdens bedste golfspiller, hvis resultaterne ikke går hans vej.

Også svenske Alex Noren er med igen i denne uge. Noren fik sit endelige PGA Tour gennembrud i sidste uge, da han efter et seks huller langt omspil måtte se sig slået af genopstandne Jason Day. Med ni sejre i Europa er Noren dog ikke ligefrem en ukendt eller uprøvet spiller. Det ser dog ud til at den 35-årige svensker først er klar til rigtigt at tage springet til at spille mere i U.S.A nu, da han har skemalagt flere turneringer allerede i den nye sæson.

Tre mulige vindere:

Hideki Matsuyama
Den stille og ydmyge japaner burde ikke umiddelbart trives med de massive mængder af tilskuere, der hvert år besøger TPC Scottsdale. Ikke desto mindre har Matsuyama vundet turneringen de seneste to år og med en 12. plads på Torrey Pines i sidste uge, ser det ovenikøbet ud til at formen er opadgående.
Tre sejre i træk på samme bane er en sjældenhed, men Matsuyama har i denne uge chancen for netop det.

Ryan Palmer
Ryan Palmer er et lidt ubeskrevet blad for mange europæere, men den store amerikaner har fire sejre på den største scene, og måtte i sidste uge først strække våben efter omspil med Alex Noren og Jason Day. Palmer blev i 2015 nummer to i Phoenix Open, og har derfor flere end en grund til at tro på endnu et stærkt resultat i denne uge.

Rickie Fowler
Fowler måtte lidt uvant i sidste uge rejse hjem fra en turnering uden en check. Torrey Pines har dog ikke været Fowlers kop te de seneste år. Det er en helt anden historie med TPC Scottsdale, hvor han er blevet nummer to og delt fire de sidste to år. God form forsvinder ikke over natten, og der bør derfor være en god chance for, at Fowler er opsat på at revanchere sig fra sidste uge, og dermed bygge videre på en ellers flot sæsonstart.

Waste Management Phoenix Open kan følges alle fire dage på C More Golf. Livesendingen starter torsdag klokken 15.15.
Jesper Knudsen kommenterer turneringen, og i weekenden er Jeppe Huldahl med i studiet.

Waste Management Phoenix Open 2018

Sendetider Featured Groups live Aftensending live
Torsdag 15.15 - 01.00 21.00 - 01.00
Fredag 15.15 - 01.00 21.00 - 01.00
Lørdag 17.30 - 01.00 20.00 - 01.00
Søndag 17.30 - 00.00 19.00 - 00.00

Emner

  • Livsstil, mode, fritid

Kategorier

  • hideki matsuyama
  • waste management phoenix open
  • alex noren
  • jordan spieth
  • rickie fowler
  • pga tour
  • streaming
  • justin thomas
  • dustin johnson
  • c more golf
  • c more
  • jon rahm
  • ryan palmer
  • jason day

Kontakt

Jacob Panum

Pressekontakt PR- og SoMe-ansvarlig Film og serier +45 25 37 04 55

Johnny Jensen

Pressekontakt Film- og serieredaktør Film og serier +45 26 70 71 25