Skip to main content

BMW og CLEVER indgår samarbejde

Pressemeddelelse   •   Maj 23, 2014 08:06 CEST

I forbindelse med lanceringen af BMW’s første elbil BMW i3 i Danmark, har BMW indgået samarbejde med Danmarks førende elbiloperatør CLEVER om opladning til BMW’s elbiler.

Lanceringen af BMW’s første serieproducerede elbil bliver startskuddet på BMW’s elbilprogram ’i’. Lanceringen af BMW i3 i Danmark sker i samarbejde med elbiloperatøren CLEVER, som kommer til at stå for installation og salg af ladebokse til BMW’s elektriske biler i Danmark. Samarbejdet skal gøre det muligt for de kommende elbilister at få det optimale ud af deres BMW i3 med hurtig opladning på bopælen eller arbejdspladsen.

CLEVER opladningspartner for BMW

- BMW er et stærkt brand i luksusklassen med gode produkter i en kvalitet som danskerne kender. Kombineret med CLEVERs velafprøvede opladningsprodukter og erfaring med det danske elbilmarked giver det et solidt match. Vi er derfor glade for at gå sammen med BMW om at få flere elbiler på gaden i Danmark. Når endnu en stærk spiller, som BMW satser så målrettet på elbilen, styrker det elbilens position markant, siger Lars Bording, adm. direktør i CLEVER.

Hos BMW er man heller ikke i tvivl om, at CLEVER er den helt rigtige samarbejdspartner.

- Elbil og opladning går hånd i hånd, og det er afgørende for elbilens succes, at opladningen er fleksibel, hurtig og bekvem. Med en ladeboks flytter ’tankstationen’ bogstaveligt talt hjem i garagen, og man får det fulde udbytte af sin elbil, idet man altid har adgang til hurtig og sikker opladning. I valget af samarbejdspartner har det også været væsentligt for os, at CLEVER har stor og gennemprøvet erfaring med installation af ladeløsninger til såvel private personer som virksomheder, siger BMW Danmarks adm. direktør, Jan Askholm.

CLEVER har således en installeret base på over 2.500 ladebokse og ladestandere bag sig og er dermed både den største og mest erfarne elbiloperatør i Danmark.

Meget lave driftsomkostninger

BMW i3 har et 18,8 kWh stort batteri og kan oplades derhjemme eller på arbejdspladsen via en ladeboks (3,7 kW) på 6-7 timer. Gennem CLEVER kan man bl.a. få den originale BMW ladeboks i design matchende bilen. BMW i3 kan også hurtiglade på 20-25 minutter på de hurtiglade-stationer, som CLEVER har fordelt over hele landet.

Den primære opladning på bopælen via en 3,7 kW ladeboks vil dog i dagligdagen være både nemmest og billigst. Med et abonnement på en ladeboks fra CLEVER kan de kommende BMW i3-bilister nemlig få 1 krones rabat per kWh, de bruger til opladning hjemme. Det betyder, at man for blot 23 kroner kan lade BMW i3 helt op og få en rækkevidde på op til 190 kilometer.

Samtidig med offentliggørelsen af samarbejdet åbner BMW nu også op for salget af BMW i3 i Jylland. Det sker gennem forhandleren Bayern AutoGroup i Århus.

For yderligere information kontakt:

BMW: Corporate Communications Specialist Mette Bøgeskov Lolholm: Mette.Lolholm@bmw.dk 2213 9229
CLEVER: Kommunikations- og Marketingdirektør Lise Kirkegaard: lk@clever.dk 2020 9580

Fakta om BMW i3 og opladning

  • Motor: 170 hk
  • Tophastighed: 150 km/t
  • Batterikapacitet: 18,8 kWh
  • Batteritype: Lithium-ion
  • Teoretisk rækkevidde under ideelle kørselsforhold: 190 km
  • Praktisk rækkevidde: 130-150 km
  • BMW i3 kan tilvælges med REX (Range Extender), der giver en rækkevidde på op til 300 km.
  • Stik: EU standard Type 2 eller CCS-stik
  • Energiforbrug i kWh/100 km:12.9
  • CO2-udledning: 0 g lokalt
  • i3 kan lades op til 80 procent på blot 20-25 min. på CLEVERs 50kW Combo hurtiglade-stationer, som CLEVER sætter 50 styk op af i 2014.
  • Derudover kan i3 lade på de 165 øvrige 22 kW hurtiglade-standere i CLEVERs landsdækkende ladenetværk.

CLEVER er Danmarks førende elbiloperatør. Vi tilbyder opladning til alle elbiler på markedet med installation af ladeboks i hjemmet og på arbejdspladsen, hvor den primære opladning foregår.

CLEVER har et landsdækkende ladenetværk med mere end 340 hurtiglade-punkter (22 kW, 43 kW og 50 kW (både Type 2, Combo og CHAdeMo standard)), som passer til alle moderne elbiler på markedet.

Hent vores app: https://www.clever.dk/app/ - og find vej til alle vores ladestationer.

CLEVER er dansk og ejet af energiselskaberne SEAS-NVE, SE, NRGi, EnergiMidt og Energi Fyn, og dermed er 2,7 mio. danskere gennem deres energiselskab medejere af CLEVER.