Skip to main content

CLEVER sætter strøm til hurtiglade-stationer til elbiler i Tyskland

Pressemeddelelse   •   Jan 14, 2016 07:30 CET

Skandinaviens førende elbiloperatør CLEVER sætter nu strøm til to af de fire hurtiglade-stationer, de har meldt ud, at de åbner i Tyskland. De første to hurtiglade-stationer, der er klar til fylde batteriet med strøm ligger i de nordtyske byer Reinfeld og Quickborn ved to Famila-supermarkeder, og de kan oplade alle moderne elbiler hurtigt med hhv. 50 kW CCS og CHAdeMO og 43 kW på Type 2-stik.

De to nye hurtiglade-stationer i Reinfeld og Quickborn er CLEVERs første placeringer i Tyskland, og ud over at sikre hurtige og gode lademuligheder for lokale elbilister i området gør de det muligt for CLEVERs danske og svenske kunder at besøge Tyskland i deres elbil.

- Når vi spørger vores kunder, svarer 82%, at de gerne vil køre langt og køre over grænserne til nabolandene i elbil. Det kræver opladning under rejsen, og det kræver, at man som elbilist kan regne med, at man hurtigt og let kan få strøm på sin elbil undervejs. Det er det, vi leverer – en veludbygget infrastruktur på tværs af landegrænser, fortæller CLEVERs adm. direktør Casper Kirketerp-Møller.

Gratis strøm på CLEVERs ladestandere i Tyskland de første måneder
Til og med den 31. marts 2016 kan elbilister ikke bare køre bæredygtigt og grønt, men gratis, på strøm fra CLEVERs hurtiglade-stationer i Tyskland. Elbiloperatøren har nemlig valgt, at det skal være gratis at lade op på de nye hurtiglade-stationer i Tyskland de første tre måneder.

CLEVER er samtidig i fuld gang med opsætningen af yderligere to hurtiglade-stationer i Nordtyskland ved hhv. Fleggaard Burg og team-Tankstelle i Osterrönfeld.

Klar indkøbene mens bilen lader op
Det er er en central del af CLEVERs strategi, at deres ladepunkter skal være placeret steder, hvor elbilisterne alligevel har ærinder, som de kan klare, mens bilen lader op. De to nye hurtiglade-stationer i Quickborn og Reinfeld er placeret i forbindelse med to Famila-supermarkeder, hvilket betyder, at de lokale elbilister kan få strøm på bilen, mens de klarer indkøbene, og at elbilister på farten kan forsyne sig med lidt ”proviant” fra supermarkedet, mens elbilen lader op til den videre rejse.

Samme ladesystem i alle lande
Kunder kan benytte det samme ladekort til alle CLEVERs ladestandere – uanset, om de er i Sverige, Danmark eller Tyskland, og hurtiglade-stationerne er de samme, som CLEVER-kunderne kender dem fra CLEVERs hurtiglade-stationer i Danmark og Sverige, så CLEVERs kunder kan få ny energi på bilen nemt og hurtigt uden at skulle bekymre sig, når de krydser landegrænserne.

Støttet af EU

Opgraderingen af CLEVERs ladenetværk er samfinansieret af EU, med støtte fra Det Transeuropæiske Transportnet (TEN-T). Der er tale om et omfattende transnationalt projekt, der etablerer en europæisk elbilkorridor af hurtiglade-stationer gennem Europa.

Adresserne på de to hurtiglade-stationer er:

  • 1)Barnitzer Str. 1-7, 23858 Reinfeld (Famila supermarked)
  • 2)Pascalstr. 9, 25451 Quickborn (Famila supermarked)


På CLEVERs gratis app kan man se om ladestanderne er ledige og holde øje med, hvornår de næste to hurtiglade-stationer i Tyskland bliver sat i drift. 

CLEVER er en dansk virksomhed og Skandinaviens førende elbiloperatør. Vi tilbyder opladning til alle elbiler på markedet med installation af ladeboks i hjemmet og på arbejdspladsen, hvor den primære opladning foregår.


CLEVER har et landsdækkende ladenetværk med mere end 500 hurtiglade-punkter i Danmark (22 kW, 43 kW og 50 kW (både Type 2, CCS og CHAdeMO-standard)), som passer til alle moderne elbiler på markedet, og CLEVER er ved at etablere et tilsvarende ladenetværk i Sverige.

Hent vores app: https://www.clever.dk/app/ - og find vej til alle vores hurtiglade-stationer.

CLEVER er dansk og ejet af energiselskaberne SEAS-NVE, SE, NRGi, EnergiMidt og Energi Fyn.