Skip to main content

CLEVER udvider medarbejderstaben og udnævner International Business Developer

Pressemeddelelse   •   Feb 09, 2016 16:47 CET

Hos elbiloperatøren CLEVER lader man sig ikke mærke med, at der fra 2016 er lagt afgifter på elbiler, her ruster man sig til fremtiden ved at udvide medarbejderstaben med Charlotte Olhoff Dons (37), der tiltræder en stilling som CRM projektleder, og Sébastien Graux (41), der bliver virksomhedens nye Senior Product Manager. Samtidig skærper CLEVER sit internationale fokus ved at udnævne Kenneth Boe Larsen (47) til International Business Developer. Kenneth Boe Larsen har tidligere været en del af CLEVERs salgsafdeling som Key Account Manager.

Ansættelserne og udnævnelsen er med til at styrke forretningen i en tid, hvor CLEVER er inde i en rivende udvikling og hurtig vækst – ikke mindst internationalt. CLEVER står bag Danmarks største netværk af hurtiglade-stationer til elbiler, og i løbet af 2015 har CLEVER både opsat deres første hurtiglade-stationer til elbiler i Nordtyskland og etableret en stærk tilstedeværelse i Sverige, hvor CLEVER er ved at udrulle et nationalt netværk af hurtiglade-stationer, der tilsvarer CLEVERs danske ladenetværk, som omfatter mere end 500 hurtiglade-punkter.

Kenneth Boe Larsen blev uddannet cand.merc.int. fra CBS i 1997, og siden da har han arbejdet med salg samt forretnings- og markedsudvikling i internationalt perspektiv for virksomheder som DONG Energy, DIEU (Mannaz A/S) og McKinsey & Company Inc. Senest har han været en del af CLEVERs salgsafdeling som Key Account Manager, og fremover skal han styrke CLEVERs position i udlandet som International Business Developer.

-Jeg skal simpelthen holde øjne og ører åbne for mulighederne for, at vi kan eksportere vores forretningskoncept til andre markeder. Tyskland er ét af de lande, hvor vi ser rigtig gode muligheder – og vi har også kig på Norge. Jeg skal stå for at finde ud af, hvem der kunne være interesseret i at samarbejde med os, dernæst at få lavet aftalerne og få det hele til at ske. Så for mig handler opgaven om at være derude og være klar til at rykke på de muligheder, der måtte opstå, udtaler Kenneth Boe Larsen.

Sébastien Graux skal fremover gøre det endnu lettere at køre elbil som CLEVERs nye Senior Product Manager, hvor han vil fokusere på udvikling og optimering af CLEVERs produkter. Sébastien er oprindeligt fra Frankrig og har en master's degree i Marketing B2B fra ESC Toulouse. Han er tidligere ”telemand” og har arbejdet med produktudvikling i telebranchen i mere end 18 år for virksomheder som Orange (Mobilix), TDC og Atchik-Realtime.

-Nu er jeg i 40’erne, og jeg har arbejdet de sidste 18 år i telebranchen, så jeg kunne sagtens fortsætte der. Det er ikke nogen hemmelighed. Men jeg har lyst til nye udfordringer, og jeg synes, at den grønne energi-transport-branche er meget spændende. Og samtidig er det en branche, der er nogle meget lovende fremtidsperspektiver i. Så for mig var det en win-win. Og jeg glæder mig til at være med til at skabe succesen, fortæller Sébastien Graux om sin motivation for at skifte telebranchen ud med elbilbranchen.

Charlotte Olhoff Dons blev uddannet cand.merc. fra CBS i 2008 inden for international marketing og management, og siden da har hun arbejdet med digital kommunikation, marketing og CRM for virksomheder som Agillic, OgilvyOne og Copenhagen Airports A/S. Hos CLEVER skal hun være med til at styrke relationerne til virksomhedens kunder og samarbejdspartnere som CLEVERs nye CRM Projektleder.

-Jeg glæder mig til at tage del i CLEVERs udvikling. Det er spændende, at der er så meget fokus på, at det er nu, det gælder, og at der skal ske rigtig meget for CLEVER i 2016. Og så glæder jeg mig til at få fingrene ned i maskinen og finde ud af, hvordan opbygningen af kundelivscyklus, CRM-aktiviteterne og de data-prægede digitale aktiviteter skal strikkes sammen, siger Charlotte Olhoff Dons. 

CLEVER er Skandinaviens førende elbiloperatør. Vi tilbyder opladning til alle elbiler på markedet med installation af ladeboks i hjemmet og på arbejdspladsen, hvor den primære opladning foregår.

CLEVER har et landsdækkende ladenetværk med mere end 500 hurtiglade-punkter i Danmark (22 kW, 43 kW og 50 kW (både Type 2, CCS og CHAdeMO-standard)), og er ved at etablere et tilsvarende netværk i Sverige. CLEVER har desuden etableret fire hurtiglade-stationer i Nordtyskland.

Hent vores app: https://www.clever.dk/app/ - og find vej til alle vores ladestationer i både Danmark, Sverige og Tyskland.

CLEVER er dansk og ejet af energiselskaberne SEAS-NVE, SE, NRGi, EnergiMidt og Energi Fyn, og dermed er 2,7 mio. danskere gennem deres energiselskab medejere af CLEVER.