Skip to main content

Skandinaviens førende elbiloperatør CLEVER er klar til at accelerere i 2016

Pressemeddelelse   •   Feb 15, 2016 10:12 CET

Elektrificeringen af transportsektoren er godt i gang, og Skandinaviens førende elbiloperatør CLEVER er klar til at trykke speederen i bund i 2016, blandt andet med fokus på CLEVERs udbredelse i andre europæiske lande. Samtidig skal det være endnu lettere at køre elbil, og derfor sætter CLEVER mere fart på ladestanderne ved at forberede en tredobling af ladehastigheden fra 50 kW til markedets hurtigste på 150 kW, der påbegyndes opsat allerede i 2017. Men allerede i år kan elbilbilisterne se frem til en væsentlig udvidelse af CLEVERs eksisterende ladenetværk.


I 2015 udvidede CLEVER sit ladenetværk med mere end 200 hurtiglade-standere, hvilket giver CLEVERs kunder adgang til mere end 750 ladepunkter i Danmark, Sverige og Tyskland. Og på trods af, at 2016 er blevet udråbt til et skæbneår for elbiler i Danmark på grund af afgifter, har CLEVER store forventninger til fremtiden.


”Når man kigger ud i verden, er signalet fra bilmærkerne klart. De melder sig på banen med nye spændende el- og plug-in-hybridbiler, og de er enige om, at fremtidens bil kører på el. Det betyder, at der er et stort behov for de ladeløsninger, som CLEVER er ekspert i at levere, og behovet går på tværs af grænser. Netop derfor er CLEVERs planer for fremtiden ikke blot orienteret mod Danmark, men også mod resten af Europa ”i første omgang vores nabolande”, udtaler Casper Kirketerp-Møller, adm. direktør i CLEVER.


Solid tilstedeværelse i Norden

I 2015 etablerede CLEVER forretning i Sverige, og de svenske kolleger har haft travlt de sidste otte måneder. CLEVER Sverige leverer, som i Danmark, en total løsning til opladning af elbiler og er samtidig i gang med at etablere en landsdækkende infrastruktur til hurtigopladning af elbiler i Sverige. Der er allerede sat mere end 100 ladestandere op og udbygningen af ladenetværket forsætter.

Ladenetværket vokser også syd for den danske grænse, hvor CLEVER netop har sat strøm til de fire første hurtiglade-standere i det nordlige Tyskland.

CLEVERs mål er, at det skal være let at køre elbil, og udrulningen af CLEVERs ladenetværk af hurtiglade-standere i Norden betyder, at elbilister nu kan køre fra Oslo til Stockholm, fra Stockholm til København og fra København til Hamborg med blot ét opladningskort fra CLEVER uden at skulle bekymre sig om skiftende betalingssystemer og forskellige typer af ladestandere, når de krydser landegrænserne.


CLEVERs kunder får adgang til to nye hurtiglade-standere om ugen

Det store fokus på nye markeder gør dog ikke, at CLEVER har tænkt sig at forsømme hverken Danmark eller Sverige. CLEVERs kunder kan nemlig se frem til, at ladenetværket i løbet af 2016 i gennemsnit vil blive udvidet med to nye hurtiglade-standere om ugen. I 2016 og 2017 sætter CLEVER blandt andet 120 stk. 22kW hurtiglade-standere op i hovedstadsområdet og i Sydsverige, som kan lade to elbiler op af gangen og dermed giver adgang til 240 ekstra hurtigladepunkter. De mange nye hurtiglade-standere vil blive sat op i forbindelse med trafikale knudepunkter, fx togstationer, så det bliver nemt at kombinere elbilen med offentlig transport eller pendle mellem Sydsverige og Danmark.



Markedets hurtigste opladning er på vej – fra 50 kW til 150 kW

CLEVER står bag det største og hurtigste ladenetværk i Norden. CLEVERs hurtiglade-standere lader i dag med 50 kW, men om få år vil nye elbiler kunne lade med 150 kW, hvorfor CLEVER allerede nu begynder forberedelserne af at kunne oplade elbiler med 150 kW fra næste år, som også er forberedt til at kunne lade med 300 kW. Ladeteknologien og de elbiler, der kan lade med denne styrke, er endnu under udvikling, og CLEVER samarbejder med de førende hardware- og bilproducenter om de produkter, der kommer til at danne rammen om fremtidens elbiler og opladning og gør det på en måde, så det er fremtidssikret til endnu større batterier i bilerne og endnu hurtigere opladning.

”Stigende batteristørrelser i elbilerne vil kræve stigende opladningshastighed, og i CLEVER tror vi fortsat på, at minimumsopladning i byerne vil være 22kW og 50 kW supporteret af 150-300 kW opladning på tværs af byer. De kommende 150 kW hurtiglade-standere vil blive placeret primært langs motorvejsnettet, og det vil betyde, at når bilproducenterne lancerer elbiler, der oplader med 150 kW, så er CLEVER klar. De nye 150 kW hurtiglade-standere kommer for alvor til at nedbryde nogle af de væsentligste barrierer for elbilers udbredelse – nemlig rækkevidde og ladetid. Elektrificeringen af transporten er hermed for alvor inden for rækkevidde”, slutter Casper Kirketerp-Møller. 

CLEVER er Skandinaviens førende elbiloperatør. Vi tilbyder opladning til alle elbiler på markedet med installation af ladeboks i hjemmet og på arbejdspladsen, hvor den primære opladning foregår.

CLEVER har et landsdækkende ladenetværk med mere end 500 hurtiglade-punkter i Danmark (22 kW, 43 kW og 50 kW (både Type 2, CCS og CHAdeMO-standard)), og er ved at etablere et tilsvarende netværk i Sverige. CLEVER har desuden etableret fire hurtiglade-stationer i Nordtyskland.

Hent vores app: https://www.clever.dk/app/ - og find vej til alle vores ladestationer i både Danmark, Sverige og Tyskland.

CLEVER er dansk og ejet af energiselskaberne SEAS-NVE, SE, NRGi, EnergiMidt og Energi Fyn, og dermed er 2,7 mio. danskere gennem deres energiselskab medejere af CLEVER.