Skip to main content

Skandinaviens førende elbiloperatør CLEVER rykker ind i Tyskland

Pressemeddelelse   •   Dec 03, 2015 08:00 CET

Skandinaviens førende elbiloperatør CLEVER sætter strøm til fire hurtiglade-stationer i den nordlige del af Tyskland. De fire hurtiglade-stationer forventes idriftsat inden udgangen af 2015. CLEVERs tilstedeværelse i Tyskland betyder, at elbilister kan køre mellem de store byer i Skandinavien – lige fra Oslo til Stockholm. Fra Stockholm til København og fra årsskiftet også helt til Hamborg på CLEVERs ladenetværk. Elbiloperatøren er nemlig inde i en rivende udvikling, og i løbet af 2015 har CLEVER etableret sig i Sverige, hvor udrulningen af et landsdækkende netværk af hurtiglade-stationer er i fuld gang, og nu rykker CLEVER altså også sydpå - foreløbigt med fire hurtiglade-stationer, der kan oplade alle elbiler hurtigt med hhv. 50 kW CCS og CHAdeMO og 43 kW på Type 2-stik.

CLEVERs opsætning af hurtiglade-stationerne i Tyskland kommer næsten samtidig med, at elbilerne fra nytår gradvist skal pålægges afgifter i Danmark. Men det ser altså ikke ud til at stoppe den danske elbiloperatør med vokseværk.

»I løbet af ganske få år har CLEVER skabt sig en markant rolle i markedet som Skandinaviens førende hurtiglade-operatør. Vi oplevede, at der var et enormt ønske om hurtigere og mere bekvem opladning blandt de skandinaviske elbilister, og det ønske er vi gået benhårdt efter at opfylde ved at udrulle et netværk af hurtiglade-stationer i Danmark og Sverige - og vi er klar til at udbrede vores succesmodel til andre steder i Europa. De fire nye hurtiglade-stationer i Tyskland er første skridt på den rejse, udtaler CLEVERs adm. direktør Casper Kirketerp-Møller og fortsætter:

»Når vi spørger vores kunder, svarer 82%, at de gerne vil køre langt og køre over grænserne til nabolandene i elbil. Det kræver opladning under rejsen, og det kræver, at man som elbilist kan regne med, at man kan få strøm på sin elbil undervejs. Det er det, vi leverer – hurtig opladning, der passer til alle elbiler på markedet. Bilproducenterne er på vej med flere og nye modeller af elbiler, og hos CLEVER er vi klar med hurtig opladning til dem alle, fortæller CLEVERs adm. direktør Casper Kirketerp-Møller.

Gratis strøm på CLEVERs ladestandere i Tyskland de første tre måneder

De første tre måneder kan elbilister ikke bare køre bæredygtigt og grønt, men gratis, på strøm fra CLEVERs hurtiglade-stationer i Tyskland. Elbiloperatøren har nemlig valgt, at det skal være gratis at lade op på de nye hurtiglade-stationer i Tyskland de første tre måneder. Kunder kan benytte det samme ladekort til alle CLEVERs ladestandere – uanset, om de er i Sverige, Danmark eller Tyskland.

Placeringerne af hurtiglade-stationerne gør det nemt og bekvemt for elbilisterne at få strøm på bilen

Det er er en central del af CLEVERs strategi, at deres ladepunkter skal være placeret steder, hvor elbilisterne alligevel har ærinder, som de kan klare, mens bilen lader op. De nye hurtiglade-stationer i Tyskland er placeret i forbindelse med to Famila-supermarkeder, ved en Team-tankstelle station og ved grænsehandelsmarkedet Fleggaard, som er tæt på Puttgarden, hvilket også gør det nemt at skyde genvej og tage færgen fra Rødby til Puttgarden og få strøm på elbilen på den anden side.

Hurtiglade-stationerne er de samme, som CLEVER-kunderne kender dem fra CLEVERs hurtiglade-stationer i Danmark og Sverige, så CLEVERs kunder kan få ny energi på bilen nemt og hurtigt uden at skulle bekymre sig, når de krydser landegrænserne.

Støttet af EU

Opgraderingen af CLEVERs ladenetværk er samfinansieret af EU, med støtte fra Det Transeuropæiske Transportnet (TEN-T), der støtter udrulningen af infrastruktur med opladning til elbiler for at fremme den grønne, bæredygtige transport. Der er tale om et omfattende transnationalt projekt, der etablerer en europæisk elbilkorridor af hurtiglade-stationer gennem Europa.

Adresserne på de fire ladestandere er:

1)Fleggaard Burg, Mummendorfer Weg 7, 23769 Fehmarn

2)Barnitzer Str. 1-7, 23858 Reinfeld (Famila supermarked)

3)Pascalstr. 9, 25451 Quickborn (Famila supermarked)

4)Kieler Str. 21b, 24783 Osterrönfeld (Team-tankstelle)


På CLEVERs gratis app kan man holde øje med, hvornår de fire nye hurtiglade-stationer i Tyskland bliver sat i drift.

CLEVER er en dansk virksomhed og Skandinaviens førende elbiloperatør. Vi tilbyder opladning til alle elbiler på markedet med installation af ladeboks i hjemmet og på arbejdspladsen, hvor den primære opladning foregår.

CLEVER har et landsdækkende ladenetværk med mere end 500 hurtiglade-punkter i Danmark (22 kW, 43 kW og 50 kW (både Type 2, CCS og CHAdeMO-standard)), som passer til alle moderne elbiler på markedet, og CLEVER er ved at etablere et tilsvarende ladenetværk i Sverige.

Hent vores app: https://www.clever.dk/app/ - og find vej til alle vores hurtiglade-stationer.

CLEVER er dansk og ejet af energiselskaberne SEAS-NVE, SE, NRGi, EnergiMidt og Energi Fyn.