Skip to main content

Personbilsbilister viser vej til vinterdæklov – Dæktælling uge 4

Pressemeddelelse   •   Jan 27, 2014 09:59 CET

Sædvanen tro har Dækimportørforeningens vinterklædte folk været ude i landet, for at tjekke antallet af personbiler på henholdsvis vinterdæk og sommerdæk. På trods af den "grønne vinter" så det ganske fornuftigt ud, dog med positiv overvægt i Jylland. 

Sne og is var ikke udfordringen, der mødte "dæktællerne" fra Dækimportørerne, men den bidende kolde vind, som gik alle gennem marv og ben. Det har dog ikke haft nævneværdig indflydelse på antallet af optællinger og derfor er det igen i år muligt, at fremvise en god og repræsentativ mængde af observationer fra landets indkøbscentre og andre offentlige parkeringspladser. 

Personbilsvognparken er i 2013 forøget med 45.000 biler i forhold til 2012 og tæller således en totalvognpark på 2.270.000 pr. 31.12.2013. Stigningen er jo interessant i forhold til andelen af biler på hhv. vinter- og sommerdæk, som sidste år i januar udgjorde 86 % på vinterdæk – og dermed 305.000 biler på sommerdæk midt i vinterperioden. 

Nedgang af biler på vinterdæk – 357.000 biler på sommerdæk 

I alt blev der i uge 4 talt 4.944 personbiler og dæktællingerne blev foretaget på 26 forskellige steder i Danmark. Bedst var resultaterne i Jylland, hvor 87 % af bilerne havde fået vinterdækkende på, ud af de 2.834 registrerede. Værre stod til på Sjælland, hvor resultatet viser en tilbagegang i forhold til tidligere år, som klart må skyldes, at vinteren her indtil nu har været mildere. Kun 81 % af de 2.110 personbiler var på vinterdæk – altså en tilbagegang på 3 procentpoint.
Det samlede resultat for hele landet var dermed, at 84 % personbiler var på vinterdæk og 16 % på sommerdæk, hvilket igen svarer til at hele 357.000 kører med forkerte dæk til årstiden.

Godt resultat – trods alt 

Vinteren taget i betragtning må den generelle konklusion være, at resultatet trods alt er tilfredsstillende. De danske personbilsejere viser igen vejen og lader, på trods af manglende lovgivning, fornuften råde og udviser rettidig omhu og korrekt dækvalg til årstiden. Sne- og isglatte veje kan som bekendt komme fra det ene øjeblik til det andet, og dermed nytter det stadig ikke, at man først handler, når behovet pludseligt opstå.

Dækbranchen primus motor 

Dækbranchens Fællesråd er og har de senere år, været frontløber og primus motor for at få etableret vinterdæk lovgivning i Danmark. "Vi fornemmer, at vi er kommet rigtig langt og har opnået en del gode alliancer. Især på den politiske scene fornemmer vi, at der er lysning på vej. Vi imødeser derfor, at en lovgivning kommer på plads til næste vinter, så alle der skal køre i vinterføre også har sikret sig bedst muligt" siger Volker Nitz, direktør i Dækbranchens Fællesråd.

. . . . . . . . . 

Denne pressemeddelelse er udsendt på vegne af Dækimportørforeningen.

Dækimportørforeningen består af de førende importører af dæk til det danske marked. Det er Bridgestone, Continental, Goodyear Dunlop, Michelin, Pirelli, Vredestein og Yokohama. Der er en række overvejende mindre brands, der ikke er medlemmer i foreningen.

Dækimportørforeningen har valgt Kenneth Saust, Yokohama Danmark as til formand.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Ved at indsende kommentaren accepterer du, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med Mynewsdesks privatlivspolitik.