Vælger du de helt rigtige dæk?

Pressemeddelelse -

Vælger du de helt rigtige dæk?

Når du skal købe et nyt el-produkt, så ved du helt sikkert, at energimærket skal vise dig vej til de mest energieffektive produkter i handlen, mens miljømærkerne stiller krav til både miljøvenlighed og energiforbrug. Vidste du, at det også gælder for dæk – bilens vigtigste sikkerhedskomponent?

Hvem vælger din sikkerhed?

Alt for mange overlader valget af bilens dæk til sælgeren, hvilket tilsvarende langtfra er tilfældet, når man som forbruger eksempelvis skal købe et nyt køleskab. Det er da tankevækkende, at man som bilist helt og holdent overlader ansvaret for sin egen, for familiens og andres sikkerhed til en anden, uden at stille spørgsmål. Især med tanke på, at dækkene er det eneste, som sikrer bilens kontakt med vejbanen. Det er faktisk ret let, at få bare en smule grundlæggende viden om det rigtige dækvalg, og interesserer man sig også for brændstoføkonomi og støj, så er der hjælp at hente til alle tre punkter på www.dæklabel.dk.

Bilens nummerplade vælger dækkene

På den danske database er det simpelt at få en liste over de dæk, der passer på din bil. Det kræver blot, at man indtaster bilens nummerplade, og straks listes de dæk, som bilproducenten har angivet passer til bilen. Dækkene kan så i databasen sorteres efter eget ønske i forhold til lavt brændstofforbrug, kortest bremselængde på våd vej, og mindst mulig støj, som dækket afgiver til omgivelserne. Derefter er man godt klædt på til at tage dialogen med sit værksted om, hvilket dæk der er det helt rigtige til bilen, i forhold til de kørselsbehov man har. Ligesom man taler med sælgeren om, hvilket A+ køl/frys, der opfylder ens specifikke behov, før man tager den endelige beslutning.

Nyt dækmærke på vej

Dækmærket har allerede nogle år på bagen og har siden ordningens begyndelse været præsenteret på www.dæklabel.dk af de førende dækimportører i Danmark. Dæklabel.dk er kommercielt neutral og var faktisk den første af sin art i Europa. EU arbejder også på at oprette en database, som tiltænkes lanceret samtidigt med, at dækmærket opdateres i maj 2021. Det nye mærke vil indeholde en ny særlig mærkning for vinterdæk. Den europæiske database vil dog, i modsætning til den eksisterende i Danmark, ikke være baseret på de dæk, der sælges i Danmark og ej heller være linket til de danske bilers nummerplader.

--------------

NOTE:
Dæklabel.dk er en dansk dækdatabase, som oprindeligt blev oprettet i 2012 i samarbejde med daværende Trafikstyrelse. Databasen vedligeholdes stadig løbende af Dækimportørforeningens medlemmer: Apollo/Vredestein, Bridgestone, Continental, Goodyear/Dunlop, Michelin, Pirelli og Yokohama, samt Nordisk Dæk Import.

--------------

Related links

Emner

Tags


Dækbranchen Danmark er interesseorganisation for hele dækbranchen i Danmark. Her samles Dæk Specialisternes Landsforening , Dækimportørforeningen og Fabrikantforeningen for Regummierede Dæk i en stærk brancheorganisation.
Neutral og forbrugervenlig oplysninger til trafikanterne sker via Rådet for Større Dæksikkerhed.
Dækmagasinet som udgives af Dækbranchen Danmark er landets eneste brancheblad som fokuserer på alt hvad der har med dæk at gøre.

Pressekontakt

Volker Nitz

Volker Nitz

Direktør 40 54 68 50