Skip to main content

Madpakker – nationalsporten skriger på fornyelse

Pressemeddelelse   •   Aug 21, 2015 11:30 CEST

Ny undersøgelse viser, at danskernes madpakker er i en trist forfatning. Fire ud af ti savner inspiration til variation og sundere madpakker, mens den daglige opgave med rugbrød, salater og rester er præget af tidspres og besvær i rigtig mange hjem.

Hver dag forbereder de danske husstande godt 2,4 millioner madpakker – et arbejde, som dermed nærmer sig en nationalsport herhjemme. Men madpakken er ikke lutter lagkage. Det viser en undersøgelse, som fødevaremarkedet MENY står bag.

Det kniber nemlig med inspiration og fornyelse, når det kommer til de daglige rugklappere. Således savner 43 pct. af de danske husstand nye indspark til at lave madpakkerne mere varierede og sundere. Samtidig finder mange familier det daglige arbejde med rugbrød, leverpostej og madpapir både besværlig, tidskrævende og stressende.

”Madpakkerne er præget af udbredt idemangel og dagligt bøvl. For mange familier er tid en mangelvare i dag, og det smitter også af på madpakkerne – både hvad angår udførsel, fornyelse og oplevelsen for de, der skal spise dem”, forklarer Christian Higraff, marketing- og onlinedirektør i MENY.

Kvinder klarer madpakken

MENYs undersøgelse er foretaget i juli. I alt deltager 1.000 personer i alderen 18-70 år. Den viser også, at 73 pct. af alle børnefamilier smører madpakker til ungerne, typisk tidligt om morgenen (60 pct.). Og så viser undersøgelsen, at det i stor stil er kvinderne, som står for de daglige madpakker i familien. I hele 49 pct. af husstandene er det kvinden, der smører leverpostejmaden og snitter agurkestavene – mens det kun i 19 pct. af familierne er mandens opgave.

Hvad angår madpakkefavoritter, viser MENYs undersøgelse, at det stadig den klassiske rugbrødsmad, der udgør fundamentet i madpakkerne - skarpt forfulgt af rester fra aftensmaden dagen før.

”På rugbrødet er det klassikerne i form af smørepålæg som leverpostej, forskellige former for kødpølser og ostemadder, der dominerer. Men også forskellige former for yoghurt, pizza og frugt indgår i stor stil i madpakkerne. Til gengæld indeholder de færreste madpakker slik og chokolade”, siger Christian Higraff.

For at hjælpe danskerne med inspiration og fornyelse til madpakken har MENY netop lanceret et madpakkeinitiativ i sine 120 butikker. Her skal til start en ’Børnemeny’ – som inddrager børnene i dialog og samvær omkring madpakkerne og hjælper forældre på vej sammen med inspirerende opskrifter til anderledelse og nemme madpakker i MENYs månedsmagasin, Spisetid.

For yderligere information kontakt:

Markela Dedopoulos, kommunikationsdirektør i Dagrofa, telefon 4199 3202.

Fakta:

MENY er Danmarks nye fødevaremarked og er ejet af Dagrofa sammen med landets selvstændige købmænd. MENY kæden introducerer et koncept med stærkt fokus på specialiteter, ferskvarer og god, faguddannet betjening. MENY har markedets største varesortiment – både til hverdag og fest – og byder på en kærkommen fornyelse i dagligvarehandlen herhjemme. Kæden har 120 butikker i Danmark, heraf 10 særlige MENY Gourmet-butikker, og beskæftiger godt 5.500 medarbejdere. 

Dagrofa koncernen er en af Danmarks største virksomheder indenfor fødevarer og omsætter for godt 19 milliarder om året og beskæftiger ca. 7.000 ansatte i Danmark og Grønland. Koncernen har tre forretningsområder; detail, grossist og foodservice. Indenfor detail er der to profilhuse KIWI og KøbmandsHuset, der består af Danmarks nye fødevaremarked MENY, Min Købmand og Let-køb. SuperGros er vores grossistforretning og er Danmarks største. Foodservice Danmark sælger fødevarer til kantiner, kiosker, cafeer og hoteller og er førende på markedet. Dagrofa driver derudover også Grønlands ledende detailkæde Pisiffik.

Vedhæftede filer

PDF-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar