Skip to main content

Vinguruer rykker ind hos MENY

Pressemeddelelse   •   Nov 24, 2016 09:30 CET

26 vinfolk fra MENY har gennemført Dagrofas nye uddannelse til MENY detail-sommelier, som Dagrofa sammen med vinkyper Malene Smidt Hertz har skabt. Så nu kan forbrugerne se frem til endnu bedre vejledning i vinenes spændende verden, når de handler i MENYs fødevaremarkeder.

Som de første i Danmark startede Dagrofa i foråret en uddannelse til MENY detail-sommelier, udviklet og drevet af vinkyper Malene Smidt Hertz. Uddannelsen er målrettet vinmadarbejdere i MENY, og det andet hold MENY detail-sommelierer har netop modtaget diplom efter endt uddannelse. Dermed kan 26 vinansvarlige fra MENYs fødevaremarkeder nu officielt smykke sig med titlen, MENY detail-sommelier.

”I samarbejde med Malene Smidt Hertz og hendes hold har vi skabt en uddannelse, der gør vores vin-madarbejdere endnu dygtigere. Uddannelsen har to dele. En del, der fokuserer på MENYs vinsortiment og samspillet med maden. Og en del, som følger internationale standarder fra Wine & Spirit Education Trust og omhandler verdens vin. Som MENY detail-sommelier bliver vores vinfolk nu endnu bedre til at vejlede forbrugerne”, siger Ditlev Piper, HR-direktør i Dagrofa, og tilføjer:

”MENY skal være flagskibet i dansk dagligvarehandel. Også på et vigtigt område som vin. Her har vi en ambition om at sætte standarden, når det handler om at kunne inspirere kunderne med viden om vin fra hele verden og at sikre en høj kvalitet både i dialogen med kunderne og det vinsortiment, som vi tilbyder”.

Også blandt deltagerne på det første hold MENY-vinfolk, som nu har diplom på deres evner, er glæden stor. For selv om de nye MENY detail-sommelierer er vinkendere med mange års erfaring fra vinens verden, har uddannelsen bidraget med nyt perspektiv og styrket viden. Alt det kommer nu kunderne til gode.

”Jeg er utrolig tilfreds med, at der er tale om en reel uddannelse med afsluttende eksamen. Det har været et intensivt forløb med et virkeligt højt og ambitiøst niveau, der var perfekt afstemt til vores hverdag i butikken. Jeg har aldrig lært så meget på så kort tid – trods 20 år i min vinafdeling. For alle, der drømmer om en dybere forståelse af vin, er uddannelsen oplagt, men det kræver en indsats at følge med. Og så er Malene en super dygtig underviser med et utroligt højt engagement,” siger Egon Greve, købmand og vinmand i MENY Haderslev.

Investeringerne i uddannelsen til MENY detail-sommelier er en del af et omfattende uddannelsesprogram, som Dagrofa satte fart på med lanceringen af MENY i Danmark. Målet er, at forbrugerne kan møde en MENY detail-sommelier i alle 117 MENY-fødevaremarkeder.

Malene Smidt Hertz er medstifter af Vinuddannelse.dk og mangeårig formidler inden for forståelsen af vin. Hun er blandt andet kendt som fast skribent i Mad & Bolig og fra Go’Morgen Danmark.

For mere information

Kontakt venligst Ditlev Piper, HR Direktør, telefon 7233 2604

Dagrofa-koncernen omsætter for ca. 20 milliarder om året og beskæftiger omkring 16.500 ansatte i Danmark. Koncernen består i dag af profilhusene MENY, KIWI, SPAR, Min Købmand, Let-Køb samt FoodService Danmark A/S og Dagrofa Logistik a/s.

Dagrofa koncernen omsætter for ca. 20 milliarder kroner om året og beskæftiger omkring 16.500 ansatte. Koncernen består i dag af butikskæderne MENY, KIWI, SPAR, Min Købmand, Let-Køb samt FoodService Danmark og Dagrofa Logistik.

Vedhæftede filer

PDF-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar