Når miljø og økonomi går hånd-i-hånd

I løbet af de næste par årtier vil der blive knaphed på adskillige af naturens ressourcer og vi vil for alvor få brug for at genbruge og genanvende mere af det, vi i dag kalder for affald. I stedet for at betragte det som et problem kan vi vælge at se det som en unik mulighed for at skabe en grøn vækst til gavn for såvel virksomhedernes økonomi som miljøet.

I Danmark har vi tradition for at sortere vores affald og smide det i de rigtige beholdere og sække. Vi har faktisk gennem mange år været klassens duks i forhold til andre lande og er trods et midlertidigt tilbagefald stadig med i top ti. Al denne sortering og efterfølgende genbrug og genanvendelse har hidtil været godt nok – men nye krav melder sig. Anselige virksomheder som eksempelvis IKEA, COOP, Carlsberg, Coca-Cola og Nike arbejder benhårdt på at trimme deres produkter, mindske affaldsdannelsen og organisere tilbagetagningsordninger. Det sker ud fra devisen om, at hvis forekomsterne af naturens råstoffer bliver knappe og dermed dyre at anskaffe, kan det være rettidig omhu at sikre adgangen til de såkaldte sekundære råvarer af hensyn til den fremtidige konkurrenceevne. 

Der er således lagt i kakkelovnen til det paradigmeskifte inden for affalds- og ressourcepolitikken, som ikke bare er kraftigt signaleret af den danske regering i nationale ressource- og og vækststrategier men ligeledes er udmøntet i et udkast til opjustering af målsætningerne i EU’s affaldslovgivning. For alle disse centrale tiltag gælder, at de er begrundet med det fremtidige behov for at kunne skabe nogle lukkede kredsløb og innovative løsninger i retning af en såkaldt cirkulær økonomi. Det er således ikke bare i en dansk kontekst men tillige et punkt på den internationale dagsorden, at vi skal vænne os til, at affald ikke bare er noget vi skal skaffe os af med, men en ressource, der kan være med til at sikre fremtidens velstand og velfærd. 

DAKOFA har netop været medarrangør af en international konference om fremtidens behov for at lukke materialekredsløbene. Her kom det tydeligt frem, at grundlæggende elementer af den materielle velfærdsmodel, vi tager for givet i dag, vil være truet af ressourceknaphed inden 2050, hvis ikke vi foretager os noget yderligere. Vicedirektør Morten Nielsen fra Carlsberg kunne udtrykke det ved, at ”det er ikke et spørgsmål om at gøre det bedre - men om at gøre det rigtigt”, mens Miljøchef Jonas Engberg fra IKEA kunne orientere om, at IKEA satser på at blive mere eller mindre selvforsynende med råvarer fra 2020. 

Alle disse strategier, visioner og gode intentioner kan imidlertid kun blive fuldbyrdet, hvis vi får rullet alle de nødvendige tiltag ud på den optimale måde. Ifølge den nationale ressourcestrategi skal vi fordoble mængden af genanvendt husholdningsaffald senest i 2022. Ligeledes er EU-Kommissionen på vej med en revision af genanvendelsesmålene på europæisk plan, hvorved vi skal genanvende mindst 70 % af husholdningsaffaldet og 80 % af emballageaffaldet senest i 2030. Man kan roligt sige, at vi står over for en omfattende udfordring. 

I sagens natur skal det sikres, at vi ikke kun fokuserer på de kvantitative mål men også på at få tilstrækkelig høj kvalitet ud af de indsamlede mængder. De materialer, der ikke egner sig til genanvendelse, kan med fordel gå til forbrænding med energiudnyttelse, hvorved vi sparer på de fossile brændsler. Med de udfordringer på dagsordenen, ser vi p.t. en hel sektor, der farer på med krum hals. De offentlige aktører erfaringsudveksler og vidensgenererer som aldrig før, mens de private aktører tager ansvar og teknologiudvikler i fuld fart – og måske vigtigst af alt er danskerne dokumenterbart topmotiverede for at sortere deres affald ned til sidste kartoffelskrald, hvis det kan nytte. 

Vi står således i en situation, hvor vi har en enestående mulighed for at lade produktionsvirksomhedernes ønske om relativt lave råvarepriser og høj konkurrenceevne spille sammen med affaldssektorens ihærdighed med at gøre gårsdagens affald til morgendagens ressourcer. Dermed kan vi slå to fluer med ét smæk og lade økonomiske interesser og miljøets tarv gå hånd-i-hånd.