Pressemeddelelse -

Hakket kød fra Danish Crown – nu med 50 procent grøntsager

Danish Crown lancerer et nyt koncept, der gør det muligt at supplere kødet med grøntsager. Allerede i næste uge vil der i kølediskene hos REMA 1000 og MENY være pakker med hakket grisekød eller hakket oksekød, hvor halvdelen af indholdet er erstattet af grøntsager.

Spaghetti med kødsovs, lasagne, boller i karry og frikadeller med kartofler. Alle disse retter ligger i toppen af listen over danskernes foretrukne hverdagsretter. Retterne har det tilfælles, at de alle har hakket okse- og/eller grisekød som hovedingrediens. Derfor fylder retterne også helt naturligt i en families samlede kødforbrug.

Med et helt nyt koncept målretter Danish Crown nu produkter til de familier, der ønsker at skære lidt ned på forbruget uden at miste smagen af det gode, danske kød.

- Konceptet hedder 50/50, og bliver lanceret i både en okse- og grisekødsvariant. 50% af indholdet er kød af den samme høje kvalitet, som danskerne kender fra Danish Crowns produkter, mens de resterende 50% er grøntsager, der selvfølgelig også er af høj kvalitet, siger Finn Klostermann, der er CEO i Danish Crown Beef

Forskellige grøntsager

For at gøre produkterne så velsmagende som muligt er der dog ikke de samme grønsager i de to varianter.

- Der er en smagsvariation på okse og grisekød, og derfor skal grøntsagerne komplimentere de forskellige smagsnuancer. I Grønt & Gris har vi tilføjet gulerødder, peberfrugt og kikærter, mens vi har skiftet gulerødderne ud med kidneybønner i Grønt & Okse. Begge varianter er i øvrigt også nøglehulsmærkede med kun 6% fedt, så de matcher forbrugernes ønske om magre og saltfattige produkter, siger Kamilla Wetke, der er senior brand manager hos Danish Crown, og har været tæt indover udviklingen af produkterne.

I juli måned annoncerede Danish Crown, at en plantebøf ville være på hylderne inden årets udgang, og 50/50 konceptet er endnu et tiltag, der skal sikre, at Danish Crown i fremtiden kan levere de produkter, som forbrugerne efterspørger.

- Det er vigtigt at understrege, at vores kerneprodukt er kød. Men når det er sagt, må vi også forholde os til, at forbrugerne i højere grad efterspørger alternativer til kød, og det vil vi selvfølgelig gerne kunne tilbyde dem. Hos Danish Crown har vi udstyret og ekspertisen til at udvikle disse produkter, så de sidder lige i skabet - første gang, siger Finn Klostermann.

Danish Crown leverer i forvejen en række hybridprodukter af oksekød til enkelte detailkæder under kædernes egne brands, men disse produkter indeholder kun mellem 20 - 30% grøntsager.

Emner

  • Fødevarer

Kontakt

Jens Hansen

Pressekontakt Pressechef 8919 1431

Astrid Gade Nielsen

Pressekontakt Vice President, Group Communications