Nyhed -

​Danmark sætter banerekord og kører guldfinale i Colombia

Efter at have valgt sæsonens første World Cups fra, er Danmarks 4000-meterhold trådt ind på scenen med brask og bram ved World Cuppen i Cali, Colombia natten til lørdag.

I et opgør mod Rusland kørte Casper Folsach, Niklas Larsen, Julius Johansen og Frederik Rodenberg Madsen i tiden 3.56.340 i første runde i holdløbet. Så hurtigt har ingen hold tidligere kørt på banen i Cali og Danmark går ind i finalen med World Cuppens bedste tid.

- Det var en super præstation af drengene, hvor de hver især fik det bedste ud af deres kræfter. At vi kører hurtigste tid nogensinde på den bane, viser jo bare, at vores niveau er rigtigt godt, siger landstræner Casper Jørgensen.

Danskerne havde kørt næstbedste tid i kvalifikationen med 3.59.623. Her var Casper Pedersen på holdet i stedet for Niklas Larsen.

Danmark møder det russiske hold Lokosphinx i finalen natten til søndag. Rusland og Schweiz kører om bronze. Australien, som havde bedste tid i kvalifikationen, faldt helt sammen i første runde.

I lørdagens finale vil Casper Folsach blive erstattet af Casper Pedersen, da Folsach skal køre omnium.

De opløftende danske resultater stoppede ikke ved holdløbet fredag aften i Colombia. For kun en time efter holdløbet, blev Niklas Larsen nummer to i World Cuppens pointløb.

Danskeren tog point i otte af de 12 indlagte spurter, men blev besejret af ireren Mark Downey, som vandt en omgang og dermed fik godskrevet 20 point på den konto og sluttede samlet med 10 point mere end Niklas Larsen.

- Niklas var virkelig stærk. Særligt i betragtning af, at pointløbet lå kun en time efter holdløbet.

Mark Downey udnyttede, at alle var trætte, da Niklas Larsen blev kørt ind efter 15 omgange i udbrud.

World Cuppen slutter søndag.

Foto fra træningen i Cali tidligere på ugen.

Emner

  • Cykling

Kategorier

  • dcu
  • banecykling