Skip to main content

Lille dansk hold er klar til ny World Cup

Nyhed   •   Feb 24, 2017 22:10 CET

Cykler og ryttere fik en lille prøve på banen i Los Angeles natten til fredag dansk tid.

De to danske baneryttere Casper Pedersen og Julius Johansen skal forsvare Danmarks farver ved weekendens World Cup i Los Angeles, USA. 

Efter en lang rejse var de to ryttere på banen for første gang torsdag.

Casper Pedersen kører omnium lørdag, mens han og Julius Johansen kører parløb søndag.

- Vores målsætning er nok lidt vag, for vi ved ikke, hvad de to ryttere kan præstere sammen, siger assisterende landstræner Martin Lollesgaard.

Danmark har ikke deltaget i mange World Cups i denne sæson så VM-billetten i parløb er endnu ikke endegyldigt sikret på trods af Casper Folsach og Niklas Larsens sejr i Colombia i sidste weekend.

- Vi vil gå efter at køre top-5 i parløbet.Kvalifikationen til VM i Hongkong i april er tæt på. Vores ryttere skal stort set bare undgå at styrte og udgå, siger Martin Lollesgaard, der sætter top-8 som ambition for Casper Pedersen i omnium. Pedersen er den ældste af de to danskere, men han er stadig kun 20 år. 

Casper Pedersens omnium slutter først tidligt søndag morgen, dansk tid på Velo Sports Center ved California State University i Los Angeles.

Det 30 kilometer lange parløb er World Cuppens sidste konkurrence. Det løb slutter først tidligt mandag morgen dansk tid. 

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar