Nyhed -

OLE KJELDSEN FYLDER 70!

Det er noget af et kunststykke på én gang at være en cykelsportens ydmyge tjener og samtidig en indflydelsesrig og på sin egen beskedne facon også en magtfuld personlighed. Men den kunst har Ole Kjeldsen, der mandag 7. november fylder 70 år, formået gennem et langt liv i cykelsporten.

Ole fik interessen for cykelsporten gennem sin far, der havde en cykelforretning i Vangede og var fast gæst på Ordrupbanen. Og Ole skulle naturligvis også til cykelløb på den hæderkronede gamle bane, der dengang i slutningen af 1950’erne stadig kunne trække tilskuere i tusindtal. Men også vinterbanen i Forum trak, for her var der jo stemning og fest, og Kay Werner var bedst…

Som 16-årig i 1962 fandt han tiden inde til selv at afprøve sine muligheder som cykelrytter, først som landevejsrytter i Lyngby CC og fra 1965 på Ordrupbanen. Her nåede han lige at være med i den sidste begynderårgang, der kom til at opleve den legendariske træningsleder Henry Brask Andersen, der var fra dengang, da man gjorde drenge til mænd, hvis de da ikke var løbet skrigende væk forinden… Nogen stjerne blev Ole aldrig, men han nåede immervæk på de otte sæsoner frem til han sluttede i 1972 at vinde 45 løb på Ordrups cement. Men nok så betydningsfuldt var det, at hans kærlighed til cykelsporten i almindelighed og banesporten i særdeleshed blev så grundfæstet, at den aldrig siden har fortaget sig.

Fra 1973 var han at finde i lederstaben, der har han været siden. Han har siddet i DBC’s bestyrelse i 38 år, en stor del af tiden som formand. Han har været sportsleder på Ordrupbanen og fra 2001 leder af DBC’s løb i Ballerup Super Arena. Også i Danmarks Cykle Union har han spillet en fremtrædende rolle, som bestyrelsesmedlem og i perioden 2002 til maj 2013 som regnskabschef – og dengang var der orden i DCU’s økonomi, skal jeg hilse og sige!

Oles betydning for sporten og ikke mindst DBC og Ordrupbanen/Ballerup Super Arena kan ganske simpelt ikke overvurderes. Det var i høj grad Oles fortjeneste, at det sportslige niveau på Ordrupbanen, på trods af vanskelige tider, blev fastholdt lige til det sidste. Og også for etableringen af cykelbanen i Ballerup og dens sportslige trivsel har han spillet en væsentlig rolle.

Selv om han for længst har nået pensionsalderen, er han stadig aktiv omkring aktiviteterne i Arenaen i Ballerup. Han har bebudet, at han til næste år stopper i DBC’s bestyrelse, og det kan han gøre med god samvittighed. Men ingen af os tror på, at han ikke fortsat vil være en del af miljøet i Ballerup Super Arena.

Ole Kjeldsen er et velfortjent æresmedlem af Danmarks Cykle Union og Dansk Bicycle Club.

I anledning af den runde dag inviterer Dansk Bicycle Club til reception i Thorvald Ellegaard Lounge i Ballerup Super Arena på dagen, mandag 7. november kl. 15 – 19.


Skrevet af Henrik "Rico" Elmgreen

Emner

  • Cykling

Kategorier

  • distrikt sjælland
  • banecykling
  • dcu

Relateret materiale