Skip to main content

Unge på førtidspension pga. psykiske lidelser

Pressemeddelelse   •   Nov 29, 2011 16:48 CET


Unge på førtidspension pga. psykiske lidelser 
  
Når unge under 30 år går på førtidspension, skyldes det i fire ud af fem tilfælde psykiske lidelser. Det samme gælder kun hver fjerde nye førtidspensionist i alderen 60-64 år. Samtidig er andelen af unge på førtidspension steget de seneste fire år.

Halvdelen af de i alt 18.000 nye førtidspensionister i 2010 fik førtidspension pga. diagnosen psykisk lidelse eller adfærdsmæssig forstyrrelse. Blandt de psykiske lidelser er posttraumatisk belastningsreaktion den hyppigste årsag til, at der bliver tilkendt førtidspension.

Oplysningerne stammer fra Offentligt forsørgede, 16-64-årige, som udkommer i dag. Temapublikationen sætter fokus på personer i den erhvervsaktive alder, som forsørges af det offentlige. Den største ordning er førtidspension. Andre typer offentlig forsørgelse er bl.a.efterløn, fleksjob, kontanthjælp og barselsdagpenge.

Blandt de vigtigste overordnede konklusioner i publikationen er disse:

  • Antallet af offentligt forsørgede på 16-64 år er steget fra 769.600 personer i 2008 til 857.200 i 2010. Tallet er omregnet til fuld tid.
  • De 857.200 fuldtidspersoner svarer til 24 pct. af alle 16-64-årige.
  • 59 pct. af de 60-64-årige var offentligt forsørgede i 2010.
  • I 2010 havde Gentofte Kommune den laveste andel offentligt forsørgede 16-64-årige, nemlig 13 pct. Den højeste andel fandtes i Lolland Kommune, 36 pct.

Læs hele den nye publikation på www.dst.dk/publ/offentligfors. Yderligere oplysninger fås hos Kristine Schlæger på 39 17 32 47 eller kss@dst.dk.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar