Pressemeddelelse -

Fælles forsyningssektor: Nej tak til bureaukrati

En ny undersøgelse viser, at forsyningsselskaberne har øjnene rettet stift mod at levere høj forsyningssikkerhed og grøn omstilling. Selskaberne svarer også, at der skal luges ud i regulering og bureaukrati. 

En ny undersøgelse foretaget af EY og PLUSS viser, at de tre vigtigste indsatsområder for forsyningsselskaberne er at levere høj forsyningssikkerhed, reducere omkostningerne for forbrugerne og reducere selskabernes miljøbelastning. Undersøgelsens resultater vækker glæde hos fjernvarmeselskabernes brancheforening, Dansk Fjernvarme. 

- Forsyningssektoren har øjnene på bolden og fokuserer på at levere det som politikerne, ejerne og deres kunder efterlyser. Selskaberne er til for at levere ydelser for forbrugerne, og derfor glæder det mig også, at det netop er det og ikke alt muligt andet, som de er fokuseret på, lyder det fra Kim Mortensen, der er direktør i fjernvarmeselskabernes brancheforening, Dansk Fjernvarme. 

Bureaukrati står i vejen for drømmen
I undersøgelsen svarer selskaberne også på, hvad de mener bør være fokusområder i en eventuelt kommende national forsyningsstrategi. Her svarer 99 procent af beslutningstagerne, at en ny forsyningsstrategi bør fokusere på at forenkle regler og regulering. 

Læs undersøgelsen fra EY og PLUSS her (pdf)

- Forsyningsselskaberne sender et meget tydeligt signal om, at den tidligere regerings Mckinsey-inspirerede forsyningsstrategi, der alene fokuserede på økonomisk effektivitet og er på vej til at indføre en skov af nye dokumentationskrav og regulering, nærmest ikke kunne ligge længere fra det, som selskaberne efterlyser, lyder det fra Kim Mortensen, der fortsætter:

- Vi drømmer stort i fjernvarmen, og det gør vi, fordi vi kan se, at vi kan nå meget længere med den grønne omstilling. Det forudsætter et opgør med den stigende mængde bureaukrati, så de kan fokusere fuldt ud på kerneopgaven og den grønne omstilling. 

I dag kommer mere end 61% af fjernvarmen fra vedvarende energi. Dansk Fjernvarmes medlemmer, landets 400 fjernvarmeselskaber, der leverer fjernvarme til flere end 3,6 millioner danskere, er i gang med at tage et endnu større ansvar på sig og udbygge den grønne andel.

I undersøgelsen, der er foretaget af EY og PLUSS, svarer i alt 199 beslutningstagere fra forsyningssektoren, der dækker fjernvarme- vand- og affaldssektoren, på en række spørgsmål til deres arbejde og prioriteter.

Related links

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • pluss
  • ey
  • varmepris
  • forsyning
  • fjernvarme
  • dansk fjernvarme

Dansk Fjernvarme er brancheorganisation for landets 400 fjernvarmeselskaber og dækker 99 % af fjernvarmemarkedet samt 40 % af den samlede termiske elkapacitet i Danmark.

3,6 mio. danskere eller cirka 1,7 mio. husstande har fjernvarme. Det svarer til, at mere end 64 % af danskerne får deres opvarmning leve­ret gennem et fjernvarmerør.

Fjernvarmesektoren i Danmark beskæftiger i alt cirka 10.800 - godt 1.800 i selve varmeforsyningen og 9.000 i industrien med udvikling og produktion eller rådgivning. Mens antallet i selve varmeforsyningen har været konstant de seneste 5 år, er antallet af ansatte i indu­strien steget med i gennemsnit cirka 3 % årligt. Fjernvarmeindustrien eksporter for i alt 6,4 milliarder kroner.

Kontakt

Kim Mortensen

Direktør +45 4021 2220

Rune Birk Nielsen

Pressekontakt Pressechef +45 2490 4197

Relateret materiale