Nyhed -

”Et 1 tal og seks nuller - hvad bliver det?”

En heldig vinder fra Solrød kommune skrabede 1 million kroner på spillet 7-9-13, men skulle lige have manden til at regne efter, før hun jublede.

Nogle gange kan det være svært at tro på sit eget held. Sådan havde en heldig skrabespiller det i lørdags, da hun pludselig var 1 million kroner rigere på et 7-9-13 skrabelod på nettet.

Kvinden, der gerne vil være anonym, er i halvtresserne og bor i Solrød kommune, og i første omgang troede hun kun, hun havde vundet 1.000 kroner.

-Jeg plejer tit at købe et skrabelod på nettet, når jeg alligevel køber min Lottokupon, og det gjorde jeg også i lørdags, og så kunne jeg med det samme se, at jeg havde vundet. Men jeg havde ikke mine briller på, så først troede jeg, det var en gevinst på 1.000 kroner, siger kvinden.

Men hun fik hurtigt øje på lidt flere nuller.

-Så kiggede jeg en ekstra gang, og tænkte ”10.000 kroner”, men så blev jeg helt forvirret, og så gik jeg ned til min mand for at tjekke, forklarer hun og fortsætter:

- Da jeg kom ned til ham, spurgte jeg: ”Hvad er et 1 tal og seks nuller”, så sagde han ”1 million”. ”Så er det det, vi har vundet”, svarede jeg bare og gik op igen. Så kan det nok være, han kom op efter mig, griner kvinden.

Den heldige vinder er stadig lidt i chok efter sit skrabeeventyr, og selvom de har diskuteret i familien, hvad pengene skal bruges til, lægger intet fast endnu.

-Jeg skal lige se pengene gå ind på kontoen, inden vi begynder at bruge af dem. Det er nok først der, jeg helt ærligt tror på det, siger hun.

Når pengene er kommet ind, skal der nok laves en del renovering i huset, og så vil de se, hvad der ellers skal ske.

-1 million er jo mange penge, og vi er stadig lidt rundt på gulvet, men vi er rigtig, rigtig glade og stadig lidt overvældede, slutter vinderen.

Emner

  • Sport

Kategorier

  • skrabespil
  • 7-9-13
  • danske spil a/s
  • millionær
  • vinder
  • danske spil

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv