Pressemeddelelse -

Danmarksmesteren i Tips er fra Nakskov – her afslører han sin Tips-hemmelighed

Jan Augustesen. Det er ikke et navn, de fleste danskere kender, men det er ikke desto mindre navnet på den nyslåede Danmarksmester i Tips. For efter et forløb på fem lørdage, så kunne Jan kalde sig Danmarks bedste tipser. Det var da også en noget overrasket Danmarksmester, som Danske Spil talte med.

”Det kom lidt bag på mig, for jeg havde ikke regnet med, jeg kunne holde mig inde i konkurrencen så længe,” siger Jan Augustesen, der kommer fra Nakskov, og som har tipset siden 80’erne.

Tips er Danske Spils ældste spil, og det har været med siden 1949, da Danske Spil blev til. Det var i mange år det eneste spil, der blev udbudt. Frem til 1975 skulle man tippe 12 rigtige, men herefter blev Tips 13 indført. Spørger man Jan Augustesen, hvorfor han tror, at han har vundet, så har han da også et klart svar.

”Hemmeligheden er, at man ikke skal tipse med hjertet, men med hjernen,” griner den nykårede vinder, og uddyber:

”For eksempel så spillede Manchester United ude mod Huddersfield, og der tænkte jeg, at på et tidspunkt, så må United jo stoppe med at vinde, så jeg lavede en helgardering (satte kryds ved både 1, x og 2), og den gik så hjem.”

En anden kamp, der også gik hjem, var da Leicester slog Swansea ude i den samme uge, som de havde fyret deres manager Craig Shakespeare.

”Jeg havde faktisk oprindeligt sat en sejr ved Swansea, men da jeg tænkte mig om, så forventede jeg, der ville komme en trods-reaktion fra Leicester, og ændrede derfor mit udfald til et 2-tal, som også gik hjem,” siger Jan Augustesen.

Han kan nu se frem til en plads ombord på Verdens Bedste Fodboldrejse til foråret, og det glæder den 54-årige fodboldfan sig til.

”Jeg elsker fodbold, og jeg har allerede tjekket og set, at Barcelona spiller hjemme den weekend. Men jeg har været Liverpool-fan hele mit liv, så jeg håber også, at vi kan nå at komme til Anfield,” siger Danmarksmesteren.

For yderligere info kontakt pressetelefonen på 30851785

Emner

  • Sport

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv