Pressemeddelelse -

Danske Spil: Dødt løb mellem René Holten og Mie Ø. Nielsen

Vild med Dans er nået halvvejs, og efter aftenens show er deltagerfeltet halveret. I de forgangne uger har oddssætterne peget på René Holten Poulsen som den deltager, der skulle ryge ud. Men trods få point fra dommerne, så har han overlevet.

”Det er overraskende, at på trods af han er den, der indtil nu har fået færrest point af dommerne, så har han slet ikke været i omdans,” siger Peter Emmike Rasmussen, der er oddsansvarlig i Danske Spil, og uddyber:

”Vild med Dans er fortsat en popularitetskonkurrence, og han må have en stor fanskare, som har reddet ham hidtil.”

I sidste uge kom svømmeren Mie Ø. Nielsen i omdans mod Simon Juul, en duel, hun trak sig sejrrigt ud af, men i aftenens show kan hun meget vel ende på dybt vand igen.

”Mie Ø. Nielsen var i omdans i sidste uge, og set på de sidste tre shows, så er der ved at danne sig et billede af, at har man først været i omdans den ene uge, så ryger man også ud i den næste uge,” siger den oddsansvarlige.

På spørgsmålet om, hvem der ryger ud i aftenens show, er Peter Emmike Rasmussen klar i mælet.

”Der er dødt løb! Begge dansere giver odds 2,25 på at ryge ud. René Holten Poulsen bør ryge ud, fordi han i dommernes øjne er den dårligste danser af de to,” siger den oddsansvarlige, men tilføjer:

”Men popularitet er også en faktor, som gør, at Mie Ø. Nielsen er i spil og med en historik af dels at have været i omdans i sidste uge og at svømmerne traditionelt plejer at ryge ud her, så kan hun også være et godt bud på, hvem der ryger ud.”

Emner

  • Sport

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv