Skip to main content

Danske Spil: Hun er favorit til at vinde Vild Med Dans

Pressemeddelelse   •   Aug 02, 2017 11:56 CEST

Snart begynder en ny sæson af TV 2’s succesprogram Vild Med Dans. De 12 deltagere er allerede blevet præsenteret i løbet af de seneste dage, og nu er Danske Spil klar med en favorit.

- Vi tror, at Mie Ø. Nielsen vinder programmet. Hun er i hvert fald vores favorit efterfulgt af Sofie Lassen-Kahlke og Iben Hjejle, siger oddssætter hos Danske Spil, Jan Trier.

- Fra vores synspunkt har hun hele pakken. Hun er ung og har en charmerende personlighed, og så er hun vant til at konkurrere på højeste plan. Hun er vant til træningen og hårdt arbejde på daglig basis. De ting gør, at vi tror, hun kommer langt, siger Jan Trier om Mie Ø., som står til odds 4,00 hos Danske Spil.

- Generelt set er det et sindssygt spændende felt, vi skal se i den kommende sæson. Der er masser af store personligheder med, så det bliver i hvert fald ikke svært for seerne at finde en favorit, de kan relatere til eller finder sympati for.

Oddssætteren mener også, at der potentielt set er en del dygtige dansere i feltet, og han er heller ikke i tvivl om, hvem der kommer til at udfordre Mie Ø. Nielsen allermest.

- Mie Ø. Nielsens ulempe er, at hun ikke er super kendt i den brede befolkning. Det er typer som Sofie Lassen-Kahlke og Iben Hjejle, som allerede er meget populære.

- De to kan godt komme rigtig langt også. Vi må også formode, at de med deres skuespillerbaggrund har fået en dansetime eller to i løbet af deres karrierer, så vi ser også dem som værende store profiler, siger Jan Trier, som bruger Robert Hansen og Johannes Nymark som eksempler på, at skuespillere faktisk har tradition for at komme langt i programmet.

Det er endnu ikke kendt, hvilke professionelle dansere deltagerne skal arbejde med, og det kommer også til at have en betydning for favoritforholdet, fortæller Jan Trier.

- Nogle af danserne er jo mere rutinerede end andre. Det handler blandt andet om at vælge den rigtige sværhedsgrad på det rigtige tidspunkt, mens det også handler om, at nogle af de mere erfarne dansere måske er mere åbne og rolige foran kameraerne end de nye dansere.

I den anden ende af favoritfeltet ligger blandt andre komikeren Simon Jul, som står til odds 20,00 hos spiludbyderen.

- Uden at kende noget til Simon Juls danseevner, så er det nok på hans væsen, at han skal hente sine point, griner Jan Trier.

- Når man sætter odds på noget som det her, så handler det jo også lidt om mavefornemmelse. Vi har ikke rigtig set Simon Jul danse i nogen sammenhæng før, og vores fornemmelse er, at dans måske ligger mere naturligt for nogle af skuespillerne og sportsfolkene, siger oddssætteren.