Skip to main content

Danske Spil: Sådan spiller kunderne til Oscar-show

Pressemeddelelse   •   Feb 24, 2019 08:27 CET

Natten til mandag dansk tid er det igen tid til årets største filmfest, når uddelingen af Oscar-statuetter finder sted i Los Angeles. Hos Danske Spil har de gennem de seneste mange uger haft odds på de forskellige kategorier til showet, og der tegner sig nu et billede af, hvordan deres kunder ser favoritfeltet i de største kategorier.

Ser man på showets største pris, Bedste Film, er der dog en ret markant forskel i, hvordan oddset er i forhold til, hvordan Oddset-kunderne har spillet.

- Oddsmæssigt er der ingen tvivl om, at Roma er favorit med Green Book som eneste reelle trussel. Roma er en stærk film med stærke og vigtige budskaber, og langt de fleste eksperter i filmbranchen vurderer, at den er kørt i stilling til at vinde Bedste Film, og derfor har vi den også som favorit, siger oddssætter hos Danske Spil, Mathias Reimer Larsen.

- Men Oddset-spillerne er lidt mere i tvivl. Kigger man på deres spiltendenser, så er der ikke en entydig favorit, som oddsene ellers indikerer. Der ligger indskuddene ret jævnt fordelt over flere forskellige film, men det er ret naturligt, for det er et meget alsidigt felt af film, vi ser i år, og der er mange aspekter, der spiller ind, når folk vælger deres favorit. Eksempelvis timing.

- Der er kommet overraskende mange indskud på A Star Is Born. Filmen er ikke blandt vores favoritter, men de mange indskud kan sagtens skyldes, at filmen ligger meget frisk i folks hukommelse. Den er lige udkommet i Danmark. Modsætningen er Black Panther, som udkom i slutningen af 2017. Den har folk måske ikke det klareste indtryk af længere, og derfor har den ikke fået så mange indskud, som filmens kvalitet måske ellers berettiger den til.

Danmark er repræsenteret ved Viggo Mortensen i kategorien Bedste Mandlige Skuespiller for sin rolle i Green Book. Mathias Reimer Larsen vurderer dog, at fans af den dansk-amerikanske skuespiller får det mere end svært over for hovedrolleindehaveren i Bohemian Rhapsody, Rami Malek.

- Rami Malek har vundet alt i award-sæsonen indtil nu, og det ville mildt sagt være en overraskelse, hvis Viggo Mortensen skulle vinde Bedste Mandlige Skuespiller. Vores spillere har dog alligevel tiltro til Viggo Mortensen, og kunderne står lige nu til at vinde over en halv million kroner samlet, hvis han skulle løbe med hæderen. Det kan godt være, at det hænger lidt sammen med, at Mortensen er eneste, danske islæt i showet.

- Men igen, det gode ved film er, at det handler så meget om modtagerens subjektive holdning. Sådan en har jeg også. Godt nok tror jeg ikke på Viggo Mortensen, men i Bedste Film er min personlige favorit ikke den oddsmæssige favorit. Det er Green Book. Og der er sket oddsmæssige overraskelser før. Vi husker alle La La Land- og Moonlight-rivaliseringen for et par år siden. Udover det komiske i, at den forkerte film blev udnævnt, så var det faktisk også en oddsmæssig overraskelse, at Moonlight vandt. Den stod inden showet til mere end odds 5,00.