Skip to main content

Danske Spils halvårsregnskab viser fremgang

Pressemeddelelse   •   Aug 26, 2015 12:29 CEST

Danske Spils resultat efter skat i første halvår af 2015 blev ifølge halvårsrapporten, som offentliggøres i dag, 791 mio. kr., hvilket er 22 mio. kr. mere end i samme periode i 2014.

Resultatet er baseret på et BSI (bruttospilleindtægt = omsætning minus præmier) på 2.305 mio. kr., hvilket er 145 mio. kr. mere end i samme periode sidste år.

  • Regnskabet afspejler, at Danske Spils nyere produkter, Eurojackpot og Casino, har haft en betydelig vækst i forhold til samme periode sidste år - godt hjulpet af en dansk rekordvinder i Eurojackpot samt en succesfuld produktudvikling på Casino, siger Danske Spils administrerende direktør H. C. Madsen.

Det samlede BSI fordeler sig med 1.279 mio. kr. i Danske Lotteri Spil og 744 mio. kr. i Danske Licens Spil, mens Elite Gaming, som er Danmarks største opstiller af gevinstgivende spilleautomater, står for 205 mio. kr. Danske Spils delvist ejere datterselskab CEGO, der driver det succesrige onlinekasino spilnu.dk, bidrager med 78 mio. kr. De samlede omkostninger i koncernen udgør 550 mio. kr., hvilket er en stigning på 61 mio. kr. i forhold til sidste år. Dette relaterer sig primært til Danske Spils køb af 60 % af anparterne i CEGO i 2014.

  • Samlet set er det positivt, at Danske Lotteri Spil har vækst i forhold til samme periode sidste år, samt at vi har formået at øge casinoforretningen, selv om markedet er præget af hård konkurrence, mener H. C. Madsen.

Af vigtige begivenheder i halvåret kan man nævne, at Danske Spil i februar offentliggjorde en omfattende CSR-rapport, Ansvarlighedsrapport 2014:

https://om.danskespil.dk/~/media/files/pdf/rapporter/csrrapport2014.pdf?la=da

Rapporten beskriver bl.a. en række af de dilemmaer, der præger virksomhedens dagligdag.

I begyndelsen af juli købte Danske Spil 60 % af aktierne i Swush.com, som er en af Europas førende udviklere og operatører af interaktive fantasy games.

1. halvår 2015 i overblik (Sammenligningstal for sidste år i parentes)

Resultat efter skat 791 mio. kr. (768 mio. kr.)
BSI (bruttospilleindtægt) 2.305 mio. kr. (2.160 mio. kr.)
Omkostninger 550 mio. kr. (489 mio. kr.)

Yderligere oplysninger hos H.C. Madsen på telefon 24 22 21 00.

Med venlig hilsen
Thomas Rørsig
Informationschef