Pressemeddelelse -

ID-dagen skal gøre os bedre til vise vores alder

Den 13. september sætter en lang række dagligvarebutikker fokus på at spørge om ID med en særlig ID-dag. Vi skal vænne os til at spørge, og blive spurgt om vores alder, er et af budskaberne.

Hvordan har vi det egentlig med at blive spurgt om ID, når vi vil købe alkohol, tobak, håndkøbsmedicin eller spil?

I maj måned gik 29 partnere fra en sammenslutning af producenter, organisationer, detail- og underholdningsbranche ud med en kampagne med fokus på aldersgrænser og det at vise ID. Op til kampagnen fik partnerne lavet en undersøgelse, der viser, at der stadig er et stort behov for at have ID-kultur på dagsordenen.

Undersøgelsen viser blandt andet, at 65 pct. af de adspurgte synes, der bør spørges mere om ID i Danmark. Samtidig har 20 pct. af alle, der har haft behov for at vurdere folks alder på jobbet, prøvet at blive råbt ad, når de har spurgt om alder.

For at fastholde fokus på alderskontrollen og det at vise ID, er butikker fra Coop, Salling Group, 7-Eleven, Cirkel K, Aldi og Lidl gået sammen om ID-dagen torsdag den 13. september. De bakkes op ad Danske Spil, Dansk Erhverv, Tobaksproducenterne, Nærbutikkernes Landsforening, Bryggeriforeningen, Alkoholpartnerskabet og De Samvirkende Købmænd. På dagen vil udvalgte butikker fra Netto, Lidl, Irma, Circle K, Aldi, 7-Eleven, Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Fakta og Rema 1000 have ekstra fokus på ID-kontrol og forsøge at starte en samtale med kunderne om det at vise ID – blandt andet det digitale billed-ID Smart ID, som alle kan hente til deres mobil.

Hos Danske Spil er man glad for at bakke op om dagen, blandt andet med Smart ID som samlingspunkt for butikkerne.

-Det bedste sted at starte dialogen om alderskontrol, er der hvor kontrollen foregår. Derfor er det vigtigt, at butikker over hele landet vil være med til at sætte det på dagsordenen. Vi er ikke så vant til at blive spurgt om ID i Danmark, men det burde være naturligt, når man køber noget med aldersbegrænsninger på. Vi har udviklet Smart ID for at det skal være lettere at vise ID, men at ændre kulturen kræver noget fra både forhandlerne og kunderne, siger Stine Hove Marsling, CSR-direktør i Danske Spil.

Hos Coop siger CSR-direktør Signe D. Frese:

”Vi vil gerne have, at det bliver naturligt at spørge om ID for vores medarbejdere, og naturligt for vores kunder at blive spurgt om det. Kun på denne måde kan vi ændre den kultur, vi har i Danmark. Og det er nødvendigt, at det bliver naturligt for alle parter, så vi kan sikre, at de fælles regler overholdes.”

Hos De Samvirkende Købmænd siger de:

”Mange medarbejdere oplever, at kunder reagerer negativt, hvis de bliver spurgt til deres alder. Hvis en kassemedarbejder en række gange er blevet skældt ud for at passe sit arbejde med at spørge om legitimation, så kan det være, at man ikke altid får spurgt efterfølgende. Det skal vi have gjort noget ved, siger vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen fra De Samvirkende Købmænd, DSK.

I Lidl siger salgsdirektør Marcus Gustafsson:

-I Lidl er vi meget bevidste om vores ansvar, når det handler om at passe på de unge i forbindelse med salg af alkohol, tobak og energidrikke til mindreårige. Vi har et konstant fokus på at tjekke ID og arbejder målrettet på at uddanne vores servicemedarbejdere i, hvordan de skal forholde sig til emnet og i den forbindelse foretage ID-kontrol. Vi bakker op om ID-dagen i alle vores 115 butikker landet over og har valgt at udvide dagen til en hel uge, så vi får ekstra meget fokus på emnet. Fra d. 30. september har vi også valgt, at det ikke længere er muligt for børn og unge under 16 år at købe energidrikke med højt indhold af koffein og sukker i vores butikker.

Hos Nærbutikkernes Landsforening siger Landsformanden:

- Hos Nærbutikkernes Landsforening mener vi tiden er inde til, at vi får oparbejdet en ID-kultur, som vi kender fra andre lande. Det skal være naturligt for forbrugerne at vise ID ved køb af aldersregulerede produkter, ligesom det skal være naturligt for butikkerne at spørge deres kunder om ID. Vi mener det er vigtigt, at der også kommer maksimal fokus på at få budskabet ud til forbrugerne, så butikkernes personale ikke oplever ubehageligheder, når der spørges efter fremvisning af ID”, siger Landsformand Torben Pedersen.

Hos Netto mener de, at politikerne kan hjælpe detailhandlen med at sikre velfungerende ID-kontrol.

-Hos Netto er ID-kontrol en høj prioritet, som vi løbende arbejder på at forbedre. Vi håber, at ID-dagen kan være med til at højne opmærksomheden omkring at gøre ID-tjekket mere effektivt. Vi foreslår, at politikerne hjælper detailhandlen med at sikre velfungerende ID-kontrol. For eksempel ved at gøre det muligt for butikkerne at aflæse alder på kunderne, når de betaler med elektroniske betalingskort, siger Brian Seemann Broe, Landedirektør i Netto.

Hos Danske Erhverv tilslutter man sig behovet for en ny kultur:

-Vi mangler en ID-kultur i Danmark, der understøtter detailhandlens overholdelse af salgsaldersgrænser og gør det mere legitimt at spørge om ID. Mange salgsekspedienter oplever vrede kunder, når de spørger om ID, og derfor er det vigtigt, at vi har fokus på at udbrede eksempelvis Smart ID, så kunderne nemt kan identificere sig overfor salgsekspedienten”, siger Tine Marie Andersen, politisk konsulent, Dansk Erhverv.

Om Smart ID

Smart ID gør det muligt at have gyldigt billed-ID på sin smartphone, så man altid har ID lige ved hånden. Smart ID fungerer som et alternativ til pas, kørekort eller anden gyldig billedlegitimation. Smart ID kan downloades fra smart-id.dk. Bag Smart ID står Danske Spil, Tobaksproducenterne, Lidl, Salling, Shell, Bryggeriforeningen,Salling Group, Netto, føtex, Bilka, Coop, Kvickly, fakta, Irma, SuperBrugsen, DagliBrugsen, Aldi, extra, Spar, Dagrofa, CircleK, Rema1000, 7 Eleven, Meny, DSK, NBL, Dansk Erhverv, Alkoholpartnerskabet og Dansk Live.

Butikker der er med i ID-Dagen

  • Netto
  • Circle K
  • Coop
  • Aldi
  • 7Eleven
  • Irma
  • Kvickly
  • SuperBrugsen
  • Dagli’Brugsen
  • Lidl
  • Fakta
  • Rema 1000
  • Nøgletal fra undersøgelsen

    Danske unges forhold til at spørge eller blive spurgt om ID

    ●20 pct. af alle, der har haft behov for at vurdere folks alder på deres job, er blevet råbt ad, mens otte pct. er blevet truet og to pct. udsat for fysisk vold

    ●30 pct. Af de unge har forsøgt at snyde med ID en enkelt eller flere gange

    ●49 pct. af de unge, der har prøvet at blive spurgt om ID, har oplevet at blive vrede eller irriterede. Alligevel synes samme antal unge, at man i Danmark bør være mere konsekvent med at spørge folk om ID samt at det er okay, hvis en kassemedarbejder eller dørmand afviser folk, der ikke har medbragt ID.

    ●38 pct. af de unge synes det er okay at snyde med ID, hvis forældrene har givet lov.

    Den generelle danske befolknings forhold til at spørge eller blive spurgt om ID

    ●Flest danskere (82 pct.) mener, det er et alvorligt problem, hvis unge snyder med ID eller på anden måde lyver om deres alder for at spille om penge. Færrest (51 pct.) mener, det er alvorligt, hvis unge snyder for at købe øl i en butik

    ●13 pct. af danske forældre synes, det ville være acceptabelt, hvis deres børn en gang imellem snød med ID for at købe en vare eller komme ind på et sted med aldersbegrænsning

    ●28 pct. mener, at det er okay, hvis en ung snyder med ID eller på anden måde lyver om sin alder for at købe en enkelt øl, mens seks pct. mener, at det er i orden, hvis den unge vil spille om penge

    ●65 pct. synes, der bør spørges mere om ID i Danmark.

    ●69 pct. synes det er okay, hvis en kassemedarbejder eller dørmand afviser folk uden ID uanset deres alder

    Undersøgelsen er udarbejdet af Epinion i perioden 9. til 13. maj 2018 blandt 1115 respondenter i aldersgruppen 16-75 år.

    For yderlige kommentarer elle oplysninger

    Marie Grabow Westergaard, pressechef i Danske Spil, tlf. 30851734, mail: mgwe@danskespil.dk 

    Emner

    • Underholdning

    Kategorier

    • danske spil
    • danske spil a/s
    • aldersgrænser
    • smart id
    • id

    Kontakt

    Kontakt vores presseafdeling

    Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv