Skip to main content

​Konen skiftede taktik: Vandt 7,5 millioner i Lotto

Pressemeddelelse   •   Jan 23, 2018 15:15 CET

Det blev en festlig weekend for et par fra Aalborg Kommune, der ved lørdagens Lotto-trækning blev de heldige vindere af 7.5 millioner kroner.

Parret, der ønsker at være anonyme, har spillet Lotto i mange år via nettet med de samme tal, men det blev et skifte i taktikken, der gjorde parret til millionærer.

- Vi har nogle rækker med fødselsdage og andre vigtige datoer. Men i forrige weekend var min kone inde og ændre lidt, så hun faktisk lod otte rækker være tilfældige. Og det var en af dem, vi vandt på, fortæller manden, da Danske Spil fanger ham.

Han er med egne ord stadigvæk "temmelig rundtosset" efter, at han søndag morgen ved syv-tiden blev vækket af sin kone, der råbte hans kælenavn meget højt og bestemt.

- Hun lød helt rystet, og hun plejer altså også at lade mig at lade mig sove lidt længere, så jeg troede, der havde været indbrud eller at der lå to meter sne udenfor, fortæller han.

Det viste sig at konen, som altid er tidligt oppe i weekenden, havde tjekket sin telefon og modtaget en SMS-besked fra Danske Spil, hvori der stod, at de var blevet millionærer med en gevinst på hele 7.5 millioner kroner.

- Vi troede jo ikke det kunne være rigtigt, så vi gik ind på nettet med det samme for at se tallene– og det var sørme os, der havde vundet, fortæller han.

Efter parret havde sunket nyheden over en stærk kop kaffe, ringede de til to deres børn for at dele deres utrolige held.

- Vi fik i første omgang en meget stille og rolig reaktion, men klokken var jo heller ikke engang otte, da vi ringede. -Haha. Så de havde knap fået søvnen ud af øjnene. Men de blev selvfølgelig glade og kom da også på besøg senere om eftermiddagen.

Her var der pyntet op i huset med flag og balloner og champagnen var sat på køl.

- Vores børnebørn er i en alder, hvor man er meget nysgerrige og forstår en masse ting, så vi lod som om, at festlighederne handlede om håndbold. Vi vil gerne gå stille med dørene og vil ikke risikere, at de uden at tænke over det, kommer til at fortælle noget til nogen. Men de får naturligvis glæde af pengene gennem deres forældre, forklarer den nyslåede millionær.

Endnu har det nordjyske par ikke bestemt sig for, hvad alle pengene skal bruges til. De er begge stadig på arbejdsmarkedet, hvilket de vil blive ved med, da de er meget glade for deres respektive jobs. Men måske skal de have en ny bil.

- Og så aftalte vi i søndags, at den nære familie skal med ud at rejse, når min kone fylder 60 år i år. Det er jo fantastisk, at man har mulighed for at få sådan en oplevelse sammen, lyder det fra den glade vinder.