Skip to main content

Lotto, Lego og Colosseum

Pressemeddelelse   •   Jul 13, 2012 12:02 CEST

En mand fra Sydsjælland vandt i lørdags 8 millioner kroner. Nu skal drømmene prioriteres, for vinderen vil gerne have lejeboligen skiftet ud med en ejerbolig, give kæresten en tur i limousine og siden en rejse ned at se Colosseum i Rom.

- Siden jeg fik det at vide i tirsdags, har jeg haft mange ideer og tanker om, hvad jeg kunne gøre med så mange penge. Er det nok til, at jeg kan leve for dem? Hvilken type bolig kunne jeg tænke mig? Hvordan sikrer jeg, at de ikke får ben at gå på for hurtigt, samtidig med at jeg virkelig gerne vil give mine nærmeste en hjælpende hånd og selv fejre det?, siger den PLUS-abonnent, som vandt hele 1. præmiepuljen i Lotto i lørdags. 8 millioner kroner er nu hans.

Manden er fra Sydsjælland, i 50'erne, men ønsker ikke at stå frem med navn eller nærmere bopæl.

- Det er jo en enormt heldig situation at være i og nogle tanker og muligheder, som jeg slet ikke havde for en uge siden. Det er ret utroligt at opleve, hvordan ens liv kan ændre kurs så pludseligt, fortæller han.

Vores nyslåede Lotto-millionær spiller automatisk Lotto hver uge via PBS og fik derfor opringningen fra Danske Spil tirsdag aften.

- Jeg havde godt set, at der var en med ukendt nummer, som havde ringet en del gange. Helt ærligt så troede jeg, det var noget arbejde, og valgte ikke at tage den. Det var først tirsdag aften, at jeg tænkte "okay da" og tog den, griner han og fortæller, at han blev noget overrasket over budskabet.

- Jeg troede ikke på det. Jeg var målløs. Min kæreste sad i sofaen og sagde efterfølgende, at hun kunne se, jeg blev helt mærkelig og bare bad om at få det gentaget igen. Bagefter sikrede vi os, at det var rigtigt på nettet, og vi så også selve trækningen, siger vinderen.

Nu får drømmene frit løb hos vinderen, der både gerne vil fejre nyheden og samtidig agere fornuftigt.

- Jeg har lovet mine store sønner hjælp til henholdsvis et kørekort og huslejen. Og så skal vi holde ferie i Jylland i næste uge. Jeg er ved at undersøge, hvad det vil koste at køre i limousine til stedet, det synes jeg, kunne være sjovt, fortæller sydsjællænderen, der skal have kæresten og hendes barn med.

- Vi skal en tur i Legoland, og jeg har lovet hendes søn, at vi skal flyve hjem. Det har han aldrig prøvet før, fortæller han.

På den lange bane er der også masser af muligheder for millionerne.

- Jeg bor i et lejet hus nu. Det skal helt sikkert skiftes ud med en ejerbolig. Og så har jeg altid drømt om at se Colosseum i Rom. Det skal vi også gøre noget ved på et tidspunkt.