Pressemeddelelse -

Vagtskifte i Danske Spil: H. C. Madsen stopper som adm. direktør i 2017

Efter 12 år på posten stopper H. C. Madsen den 1. april 2017 som adm. direktør i Danske Spil.

Danske Spil skal have ny adm. direktør i 2017. H. C. Madsens afgang foregår i fuldt samspil med Danske Spils bestyrelse

H. C. Madsen har haft stor betydning for udviklingen i Danske Spil. Han har været med, siden virksomheden hed Dansk Tipstjeneste, og spillemarkedet i Danmark så meget anderledes ud end i dag.

-H. C. Madsen fylder 66 år i 2017 og har været adm. direktør i Danske Spil siden 2005. Danske Spil har været igennem en transformation fra statsejet monopol til en konkurrencedygtig virksomhed, mens H. C. Madsen har været direktør. Ingen forventede, at Danske Spil ville klare liberaliseringen så godt og stadig være den største spiludbyder i Danmark. Men det er Danske Spil med H. C. Madsen i spidsen lykkes rigtig godt med, og han efterlader en velfungerende virksomhed med et solidt overskud, siger Peter Gæmelke, bestyrelsesformand i Danske Spil.

Der er dog stadig mange vigtige opgaver at tage fat på for en kommende ny direktør.

-En af de vigtigste opgaver for en ny direktør bliver at realisere Danske Spils 2020-strategi. Strategien har et stort fokus på digitalisering af hele virksomheden, men også at sikre kunderne den bedste kundeoplevelse i Danske Spil, og at sørge for vi er helt i front, når det kommer til at udbyde ansvarligt spil, siger Peter Gæmelke.

For den afgående direktør har det været blandingen mellem udfordringer og det gode formål, der i sin tid lokkede ham til Danske Spil.

-Helt grundlæggende var noget af det, der tændte mig mest på jobbet, at virksomheden finansierer og holder hånden under så mange gode formål. Det betyder stadig meget for mig den dag i dag. Samtidig var der allerede i 2005 snak om en liberalisering af spilmarkedet, og den udfordring mente jeg som ”købmand”, jeg ville være den rette til at løse, siger H. C. Madsen.

Selvom tiden hos Danske Spil er ved at rinde ud, regner han ikke med at stoppe helt med at arbejde.

- Jeg er helt klar til at stoppe med fuldtidsarbejdet som adm. direktør, men jeg håber stadig, jeg kan få lov til at bruge mine kompetencer, måske i form af noget bestyrelsesarbejde, siger H. C. Madsen.

Processen med at finde en ny adm. direktør er gået i gang, og bestyrelsesformanden forventer at kunne præsentere en ny adm. direktør i starten af 2017.

For yderlige kommentarer:

Bestyrelsesformand i Danske Spil, Peter Gæmelke, gennem pressechef Marie Grabow Westergaard tlf. 30831734.

Emner

  • Sport

Kategorier

  • danske spil
  • danske spil a/s
  • direktør
  • ny direktør

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv