Pressemeddelelse -

​Vandt 10 millioner i Lotto: Har friet til kæresten og siger jobbet op

En mand fra Vejle Kommune er blevet den heldige vinder af ikke mindre end 10 millioner skattefri kroner i Lotto. Manden, der er i starten af tresserne, havde været til fest lørdag aften sammen med sin kæreste, da han efterfølgende lige skulle lufte hunden. Og da han kom hjem var kæresten i gevaldig godt humør.

- Hun nærmest dansede rundt og klappede. Og så sagde hun: "Vi har alle syv rigtige". Den skulle lige op og vende engang for man tror jo ikke på, at man vinder. Men på række 15 var den der. Og det er jo tal, vi nærmest kan i søvne, da det en kombination af fødselsdage i familien, siger den glade vinder. 

For mange Lotto-vindere betyder en pengegevinst først og fremmest, at man lidt nemmere kan nyde livet. Mange fortsætter med at arbejde og uden at lave de store ændringer i deres liv. Det kan man ikke sige om vinderen fra Vejle.

- Jeg har bestemt mig for at sige mit job op, og det har min kæreste også. Vi begyndte faktisk at spille Lotto sammen, så hvis vi vandt, kunne vi holde op med at arbejde og nyde livet sammen. Vi har altid spinket og sparet, så dette her en kæmpe drøm, der er gået i opfyldelse.

Den store gevinst fik også vinderen til at gå ned på knæ og fri til kæresten gennem 10 år.

- Nogen vil måske sige, det var på tide, siger han med et grin og fortsætter:

-Altså. Jeg var selvfølgelig nede på knæ, og vi drak en god flaske rødvin for at fejre, at hun sagde ja. Vi gør det selvfølgelig også for at sikre hinanden og vores børn, som vi har hver for sig. Det skylder man, når man har vundet så mange penge. Vi vil dog ikke holde et stort bryllup, men bare smutte på en ferie og blive gift, lyder det.

Manden og hans kommende hustru vil begge gerne være anonyme- så anonyme, at de ikke engang har fortalt deres børn, hvor stor en gevinst, der tikker ind på bankbogen.

- Vi hare fortalt, at vi har vundet en sjat penge, men ikke hvor mange. Det er egentlig også for at beskytte dem, da det naturligvis er svært ikke at sige videre. Men de kan forvente en rigtig god julegave i år, siger vinderen med et grin.

De nyudklækkede millionærer vil bruge nogle af pengene på en ny bil – og så skal de i gang med at planlægge længerevarende rejser til blandt andet Thailand og Maldiverne.

- Det er steder vi aldrig har været, men altid har drømt om. Der har bare ikke været overskud økonomisk. Så det er simpelthen fantastisk det her, siger den glade vinder.

Parret har også overvejet at købe et sommerhus, hvor familien kan samles og som børn og børnebørn kan bruge. Desuden vil de alle blive inviteret på en rejse i nærmeste fremtid. 

Emner

  • Sport

Kategorier

  • lotto
  • danske spil a/s
  • danske spil
  • vinder
  • millionær
  • lotto vinder

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv