Pressemeddelelse -

Vandt 17 millioner i Lotto: ”Lige pludselig åbner verden sig for én”

Et ægtepar fra Halsnæs Kommune fik sig en gevaldig overraskelse, da Danske Spil ringede. En overraskelse, de ikke troede på. Men den er god nok. De har vundet 17 millioner kroner i Lotto.

- Jeg anede ikke noget om det, da Danske Spil ringede. Man bliver så tit ringet op af alle mulige mennesker, der vil sælge det ene og det andet. Det troede jeg også, han ville.

Sådan lyder ordene, da Danske Spil et par dage senere igen fanger vinderen for at få en kommentar til den store gevinst. Han fortæller, de ønsker at være anonyme, men vil godt fortælle, at de er et ægtepar fra Halsnæs Kommune.

I lørdags vandt de 17.110.073 kroner på deres Plus abonnement.

- Jeg spiller fast med og tjekker aldrig selv. Jeg får jo mails, når jeg har vundet. ”Tillykke, du har vundet 40 kroner”, plejer der at stå, griner manden.

Denne gang havde han dog ikke set nogen mail. Og mandag ringede telefonen. Det var Danske Spil.

- Jeg tænkte, jeg var blevet hacket. Han havde mine oplysninger og bad mig selv gå ind og tjekke min spilkonto for at overbevise mig om, at det var rigtigt, forklarer manden.

Efter lidt tid fik han tjekket sit spil. Den var god nok. 17 millioner kroner rigere.

- Jeg troede stadig ikke på det. Det sker for andre, ikke for os, tænkte jeg, siger han og fortsætter:

- Min kone og jeg kiggede på hinanden. Det er løgn. Det kan ikke passe. Vi har aldrig vundet noget. Og lige pludselig åbner verden sig for én.

Med 17 millioner kroner giver det en masse muligheder. Men hvad skal de bruges til?

- Det er så nyt, at vi slet ikke ved, hvad vi skal bruge pengene til endnu. Det finder vi ud af. Men vi glæder os over, at vi kan glæde familien, siger han.

Får vi en dansk rekordvinder i aften?

Måske lørdagens heldige vinder også spiller med om aftenens kolossale puljer i Eurojackpot. Der er 570 millioner kroner på højkant i 1. præmiepuljen, mens 2. præmiepuljen er på intet mindre end 126 millioner kroner.

Løber en dansker med hele 1. præmiepuljen på 570 millioner kroner, vil det være danmarkshistoriens største gevinst nogensinde. Den nuværende rekord lyder på 315 millioner kroner vundet tilbage i februar 2015 i netop Eurojackpot.

En dansk vinder vil få tilbudt økonomisk rådgivning af Danske Spil. Der er spilstop fredag aften klokken 19.00. Vindertal og prognose kan ses på danskespil.dk fra omkring klokken 21.00.

Emner

  • Sport

Kategorier

  • danske spil
  • eurojackpot
  • lotto
  • jackpot
  • lotto vinder
  • millionær
  • vinder

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv