Skip to main content

​Fremtidens klima er i gode hænder

Pressemeddelelse   •   Jun 09, 2017 10:16 CEST

Emilie, Sophie, Maja og Laura fra 6.b på Gyvelhøjskolen i Galten bygger fremtidens flaskeautomater

Næste generation har klimaet øverst på dagsordenen, og de ved, hvad der er på spil. Det er det glade budskab fra Dansk Retursystem, som netop har haft besøg af 2.500 4.-7. klasses elever i deres Learning Lab på klima-udstillingen Climate Planet i Aarhus.

Emilie fra 6.b på Gyvelhøjskolen er bekymret for klimaets fremtid. Derfor forsøger hun dagligt at opdrage sine forældre, så de bliver bedre til at slukke for lyset, tage korte bade og sortere affald.

”Min mor siger, jeg skal passe min egen butik,” siger Emilie og griner. Men hun bliver alvorlig igen, da hun skal forklare, hvorfor det er så vigtigt at passe på klimaet:

”Fordi jeg gerne vil have, at der også er en Jord, når jeg får min egen familie.”

Emilie er ikke den eneste, der tænker sådan. Den 6., 8. og 9. juni har 2.700 4.-7.-klasseselever været på besøg på Climate Planet-udstillingen på Aarhus havn, hvor de har set film om jordens klimaudvikling, bygget deres bud på fremtidens flaskeautomater i LEGO klodser og prøvet, hvordan det er at være en flaske, der bliver sendt gennem en flaskeautomat til gavn for CO2-regnskabet.

”Fælles for rigtig mange af børnene var, at de var meget bevidste om jordens tilstand. De var også bekymrede, og de var klar over, at de selv måtte gøre en indsats for at vende den nuværende udvikling”, siger Hanne Luke, kommunikationsdirektør i Dansk Retursystem.

På hver af de tre skoledage har eleverne bygget flere hundrede bud på fremtidens flaskeautomater. Der var flyvende, robotstyrede flaskeautomater, små flaskeautomater bygget ind i store træer og helt nye måder at tænke retursystem på. Mange af flaskeautomaterne kørte på solenergi og flere af børnene havde også integreret nye miljøvenlige indkøbsmønstre i deres bud på fremtidens flaskeautomater.

”Det var fantastisk at se, hvor engagerede børnene var i klima, og hvor meget mange af dem vidste. Samtidig var det også opløftende at høre, hvordan de går på med krum hals og har masser af ideer og bud på, hvordan vi gør det bedre i fremtiden. Fremtidens klima er i gode hænder i næste generation,” afslutter Hanne Luke.

Klimaudstillingen Climate Planet slår dørene op for offentligheden den 24. juni og byder inden for i verdens største model af kloden, hvor man kan se en film om jordens klimamæssige udvikling fra industrialiseringen og ud i fremtiden. Bagefter kan man prøve at være i flaske, som bliver afleveret i en flaskeautomat i Dansk Retursystems Learning Lab på pladsen. Man kan også bygge med LEGO klodser og besøge den klimavenlige Café Hack. Udstillingen er åben hele skolernes sommerferie.

Siden 2002 har Dansk Retursystem haft eneret på at drive det danske pantsystem, hvor man henter, tæller og sorterer tomme dåser og flasker og sender dem til genanvendelse. Med eneretten følger derfor en forpligtelse til altid at være effektiv og sørge for, at udgifterne er så lave som muligt.