Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Den Blå Planet, Danmarks Akvarium redder havskildpadder i Kenya

Den Blå Planet, Danmarks Akvarium er med til at åbne Kenya Turtle Rescue Center, som redder havskildpadder, der er i livsfare på grund af plastikforurening, eller fordi de sidder fast i fiskernes net. Sammen med lokale kræfter i Kenya får havskildpadderne dermed større chance for at overleve.

Havskildpadderne er imponerende i både størrelse og elegance, og med deres bløde bevægelser flyver de nærmest gennem vandet. Desværre er arten truet fra mange sider: Plastikforurening, hotelbyggeri på strandene og fiskeri gør livet surt for havskildpadderne, der lever langs Kenyas kyst. Havskildpadder fanges hvert år som bifangst og dør, de har færre steder at lægge deres æg på grund af massivt byggeri, og de kan ikke dykke, hvis mavesækkene er fyldt med plastik.

Med det nye center for havskildpadder, Kenya Turtle Rescue Center, vil nogle af de skildpadder, der ellers ville dø, kunne reddes og ikke mindst: Genudsættes.

Dusør til de lokale

Centeret er et midlertidigt hjem for mange af de havskildpadder, Kenyas fiskere ved et uheld fanger i deres fiskenet. I stedet for at havskildpadderne bliver smidt tilbage i havet, hvor de kan dø af skaderne, hjælper Den Blå Planet og Kenya Turtle Rescue Center fiskerne af med skildpadderne.

Helt konkret er der blevet hængt plakater op i de kenyanske havne med budskabet om en net sum penge, hvis havskildpadden bliver indleveret. De fiskere, der ved et uheld får en havskildpadde i nettet, kan kontakte Kenya Turtle Rescue Center. Når dyret kommer til centeret, venter der omsorg, medicin og opmærksomhed.

"På Den Blå Planet banker vores hjerter for havets mangfoldige liv, og vi er aktivt involveret i naturbevarelse og videnskabeligt arbejde. Vi tager vores rolle som naturambassadør alvorligt; et konkret eksempel er de fantastiske, men truede havskildpadder, som er en mærkesag for os og som har hårdt brug for vores hjælp," siger Bjarne Klausen, adm. direktør på Den Blå Planet. 

Et nyt kapitel

Det er ikke kun havskildpadderne, der nyder godt af at flytte ind på centeret - det er også en stor mulighed for at få mere viden om de fascinerende dyr. Skildpadderne observeres, undersøges, måles og vejes. De bliver også "luffemærket" - svarende til øremærkning af kreaturer. På den måde kan man lære mere om, hvor skildpadderne blev fanget, hvor de svømmer hen, og hvordan de klarer sig. Den helt store drøm er, at der en dag vil blive lavet havreservater i de områder, hvor der lever flest havskildpadder og en regulering af fiskeriet, så havskildpadderne kan få lov at leve uforstyrret og på sigt slettes fra listen over truede arter. 

Emner


Den Blå Planet er Danmarks nationale akvarium. Etableret i 1939 som Danmarks Akvarium i Charlottenlund nord for København. Genåbnet i 2013 i Kastrup direkte ud til Øresund som et arkitektonisk mesterværk, med oplevelser i verdensklasse og nyt navn: Den Blå Planet, Danmarks Akvarium.
Akvariet rummer over syv millioner liter vand, hundredvis af arter og tusindvis af dyr. Vi er Nordeuropas mest visionære akvarium og dybt engageret i videnskab og naturbevarelse. Det er en af de vigtigste grunde til, at Den Blå Planet blev sat i verden for 80 år siden.

Vi får børn og voksnes hjerter til at banke for vandets forunderlige liv

Den Blå Planet er Nordeuropas største og mest moderne akvarium. Etableret i 1939 som Danmarks Akvarium i Charlottenlund nord for København. Genåbnet i 2013 i Kastrup direkte ud til Øresund som et arkitektonisk mesterværk, med oplevelser i verdensklasse og nyt navn: Den Blå Planet, Danmarks Akvarium.

Akvariet rummer over syv millioner liter vand, hundredvis af arter og tusindvis af dyr og er dybt engageret i videnskab og naturbevarelse. Det er faktisk en af de vigtigste grunde til, at Den Blå Planet, Danmarks Akvarium blev sat i verden for over 80 år siden.

Den Blå Planet, Danmarks Akvarium
Jacob Fortlingsvej 1
2770 Kastrup
Denmark