Nyhed -

Sociale medier fører til social isolation

Facebook, Snapchat og Instagram.

Vores forbrug af sociale medier er steget eksplosivt de seneste år, hvor især ungdommen i stigende grad bruger en stor del af deres tid på at se, hvad venner, bekendte og kendte poster og deler digitalt med omverdenen.

Den netop udgivne rapport fra DR's medieforskning for 2016 viser, at danskernes brug af sociale medier atter er steget, så hele 64 procent af danskerne benytter Facebook dagligt, mens lidt under 20 procent benytter Snapchat og Instagram hver evig eneste dag.

Mobilen og dens opkobling til digitale universer har med andre ord ændret især de unges måde at være sammen på. Men hvilke konsekvenser har det, når ens sociale liv foregår online? Det kaster en større amerikansk undersøgelse nu lys over.

Sociale væsner med sociale behov
Unge, der brugte sociale medier mere end to timer om dagen, følte sig dobbelt så ofte socialt isoleret i forhold til andre unge, der brugte mindre end en halv time på sociale medier om dagen. Og unge, der besøgte forskellige sociale medieplatforme mere end 58 gange om ugen, havde tre gange så stor sandsynlighed for at føle sig socialt isoleret i forhold til personer, der kun brugte sociale medier yderst sjældent.

”Det er et vigtigt spørgsmål for os at studere, fordi mentale sundhedsproblemer og social isolation er ved at nå et epidemisk niveau blandt unge voksne", siger ledende forfatter bag rapporten Brian A. Primack fra Universitet i Pittsburgh, og han tilføjer:

"Vi er i sagens natur sociale væsener, men det moderne liv ser ud til at opdele os i stedet for at bringe os tættere sammen. Det ser ud som om, at sociale medier ikke giver os mulighed for at udfylde det tomrum. Med andre ord – denne undersøgelse tyder på, at sociale medier ikke er den løsning, som folk havde håbet på”.

Tre grunde til social isolation
Hvorvidt de unge er storforbrugere af sociale medier, fordi de er socialt isolerede, eller at de er socialt isolerede, fordi de er storforbrugere, fortæller undersøgelsen ikke noget om. Ligegyldigt hvad viser undersøgelsen ifølge forskerne, at ens følelse af social isolation ikke bliver mindre over tid ved at indgå i de sociale medie-fællesskaber.

Og det har forskerne tre gode bud på:

  1. Ens brug af sociale medier erstatter mere autentisk social interaktion. Jo mere tid man bruger online, des mindre tid er der til socialt samvær ansigt til ansigt
  2. Sociale medier kan skubbe til følelsen af at stå udenfor, fx når man ser billeder af venner, der har det sjovt til begivenheder, man ikke selv er inviteret til eller deltager i
  3. Stærkt idealiserede præsentationer af andres liv på sociale medier kan fremkalde følelser af misundelse og fejlagtige opfattelser af, at andre fører mere lykkelige og succesfulde liv end dem selv

Undersøgelsen er interessant også set med danske briller, hvor ensomheden er vokset eksplosivt blandt børn og unge. Tal fra forskningsenheden DEFACTUM viser, at ensomhed er mest udbredt blandt de 16-29-årige, hvor over hele 64.000 unge ofte føler sig ensomme.

Så det er med andre ord rigtigt interessant at se på, hvordan sociale medier påvirker vores sociale relationer, vores følelse af ensomhed, og om det er et brugbart værktøj i bestræbelserne på at opbygge frugtbare fællesskaber for unge såvel som ældre.

Du kan læse mere om Folkebevægelsen mod Ensomhed her og Danmark Spiser Sammen i uge 17, hvor Det Sociale Netværk og headspace Danmark i samarbejde med omkring 70 foreninger inviterer til fællesspisning, ved at klikke her.

Du kan læse mere om headspace og vores arbejde for at hjælpe unge med at opbygge gode sociale relationer her.

Related links

Emner

  • Uddannelse

Kategorier

  • sundhed
  • unge
  • børn & unge
  • rådgivning
  • headspace
  • forebyggelse
  • frvilligt arbejde
  • frivillighed
  • forebygge

Kontakt

Jakob Risom

Pressekontakt Presse- og kommunikationschef i Det Sociale Netværk/headspace Danmark +45 61 65 65 40

Relateret materiale

Relaterede events