Pressemeddelelse -

Ny kampagne skal gøre op med præstationspres og facade hos unge på sociale medier

Alt for mange børn og unge går rundt med ondt i livet uden at have nogen at tale med. 

Det er en stigende tendens, som rådgiverne i headspacecentre kan nikke genkendende til. Derfor lancerer Det Sociale Netværk nu en landsdækkende kampagne, der skal få unge mennesker til at åbne op og tale om deres problemer.

Det Sociale Netværk har lanceret en kampagne for headspace Danmark, der stiller skarpt på unge og facade. Kampagnen #TalOmDet! er sat i søen for at få børn og unge til at tale sammen om deres problemer og sårbarheder. Tal fra YouGov viser, at 73% af børn og unge mellem 15-24 år kæmper, eller har kæmpet, med personlige problemer i større eller mindre grad. Men mange tør ikke tale med andre om det. De er bange for at blive holdt uden for i vennegruppen, blive set som svage eller blive set anderledes på.

”Verden over ser vi en stigende tendens til, at de unge bliver presset fra alle sider. Ikke nok med, at de stiller høje krav til sig selv, men vores samfund stiller også til tider urimeligt høje krav til deres præstationer. Det skaber en presset børne- og ungdomskultur, når unge ikke tør tale højt om deres problemer. Det vil vi med kampagnen forsøge at gøre opmærksom på.” siger Trine Hammershøy, direktør i Det Sociale Netværk.

Facader på sociale medier forstærker forkerthedsfølelsen

Det er blevet et tabu for børn og unge at kæmpe med svære ting i livet, og de unges facadeliv på sociale medier gør det ikke nemmere. Sociale medier giver mulighed for at opbygge facader, lægge filtre på, og vise de ”rigtige” situationer og vinkler. Det er med til at skabe et billede af, at alles liv er perfekt, og flere kan derfor føle, at de er de eneste i verden, der kæmper med problemer i livet. Det forstærker følelsen af forkerthed hos mange unge og bidrager til en stigende tendens til ikke at tale om problemer og sårbarheder.

”Hvis vi ikke tager os sammen nu, og lytter til de unge, kan det ende meget galt. Kampagnen er tænkt som en håndsrækning til de unge, så de ved, at vi er nogen, der tænker på dem, og at de ikke står alene med deres problemer, for der er steder at gå hen, f.eks. vores 18 headspacecentre,” fortæller Trine Hammershøy.

Kampagnen vil primært køre digitalt på SoMe over et par måneder, men er også til stede på landet ungdomsuddannelser. 

Kampagnefilm kan findes på: https://www.youtube.com/watch?v=bQe4k6sILd0

Related links

Emner

  • Uddannelse

Kategorier

  • sundhed
  • unge
  • psykisk sårbar
  • headspace
  • mental sundhed
  • frivillighed
  • forebyggelse
  • børn & unge

Det Sociale Netværk blev etableret i 2009 af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der nu er protektor for foreningen. I dag er formanden Benedikte Kiær (K), der til dagligt er borgmester i Helsingør.

Foreningen Det Sociale Netværk arbejder for at være en stærk stemme og skabe bedre vilkår for psykisk sårbare og deres pårørende, og at samfundet i stigende grad fokuserer, inkluderer og accepterer psykisk sårbare.

Det Sociale Netværk står for en lang række projekter, der primært hjælper børn og unge, men fokus er også pårørende og psykisk sårbare. Det Sociale Netværk står bag initiativet headspace, der i dag findes i 18 forskellige byer, og som yder uvildig rådgivning til børn og unge mellem 12-25, der savner nogen at tale med. headspace er båret af frivillige. Her er ingen journaler, du kan være anonym og ingen problemer er for store eller små.

Kontakt

Jakob Risom

Pressekontakt Presse- og kommunikationschef i Det Sociale Netværk/headspace Danmark +45 61 65 65 40

Relateret materiale