Pressemeddelelse -

Total og headspace forvandler Esbjerg havn til en fodboldfest

”Vi ved, at rigtigt mange unge kæmper med mistrivsel af den ene eller anden karakter. Vi ved også, at det ofte ikke er noget, klubberne fokuserer på. Det vil vi gerne være med til at ændre”, siger Trine Hammershøy, direktør for Det Sociale Netværk/headspace Danmark, om Brug Bolden, der løber frem til juni 2020.

Kun godt og vel hver syvende unge til idræt har oplevet, at der bliver talt om konsekvenserne af mobning, og godt og vel hver tiende er stoppet til idræt på grund af mistrivsel. Det viser en undersøgelse fra Maryfonden af børn fra 3. til 6. klasse. Det er alt for mange, mener partnerne bag Brug Bolden. Samtidig viser undersøgelser, at mænd ikke er lige så gode som kvinder til at søge hjælp, når de oplever mistrivsel. Det kalder på en tidlig indsats. Det er baggrunden for, at headspace er gået sammen med fodboldklubberne EfB, AAB og KB om at fremme unge drenges mentale sundhed.

Fodboldfest på havnen

Brug Bolden begynder med en fodboldfest på havnen i Esbjerg den 8. maj. Medarbejdere i Total, frivillige i headspace og unge fra EfB spiller turnering. Og der vil også blive spillet en showkamp, anført af det tidligere Esbjerg-koryfæ Jesper Jørgensen, som vil tage imod et udvalgt u19 mandskab.

”Vi skyder Brug Bolden i gang med en fest, men der ligger alvor bag. Vi ønsker, at både trænere, holdledere og spillere får fokus på, at fodbold er meget andet end bare at spille bold. Det er kammeratskab, samvær og helt grundlæggende et spørgsmål om at have det sjovt”, siger Brian Knudsen, adm. dir i EfB Elite.

Mange unge og især drenge har svært ved at få talt om den sårbarhed, som vi alle besidder. I fodbold er det fx overgange, når man stiger i graderne og skifter hold, som er svære:

”Hvis jeg lavede en fejl, så blev jeg bare hakket på lige med det samme. Og hvis jeg gjorde det igen, var det bare det samme. Der var bare ingen måder, jeg kunne gøre det bedre”, sådan fortæller en trettenårig dreng om overgangen, da han skiftede klub og skulle blive en del af et nyt fællesskab.

Total-medarbejdere bygger bro

Total støtter op om Brug Bolden, fordi initiativet er helt i tråd med virksomhedens værdier og ambition om et stærkt lokalt engagement.

”Turneringen onsdag er en af mange muligheder for, at vores medarbejdere kan engagere sig, når de snører støvlerne og sparker Brug Bolden Esbjerg i gang sammen med Headspace og EfB. Vi involverer os og støtter Brug Bolden, fordi initiativet giver lokale unge konkrete redskaber og støtte, så de bedre kan tale om sårbarhed og kan håndtere livets mange udfordringer – både på og udenfor fodboldbanen”, siger Patrick Gilly, Administrerende direktør for Total Exploration & Production Danmark.

Fakta:

Brug Bolden er et udviklings- og samskabelsesprojekt under headspace Danmark. Projektet skal øge 13-18-årige drenges robusthed og mentale trivsel. Fodboldklubberne EfB, KB og AAB deltager i Brug Bolden, som er støttet af Total og Det Obelske Familiefond.

Projektet vil gennem bl.a. workshops og temamøder for spillere, forældre, trænere og holdledere sætte fokus på at:

  • øge unge fodboldspilleres robusthed og mentale trivsel
  • forebygge ensomhed og mistrivsel hos de unge spillere
  • skabe større åbenhed om mentale problemer i klubberne
  • bidrage til en positiv kulturforandring i klubberne med fokus på mental trivsel

Brug Bolden vil med en lokal koordinator være tilstede i fodboldklubberne. Koordinatoren vil støtte klubberne i at definere det nærmere indhold i projektet, men også stå klar til at tage en snak om de svære ting og være et direkte link til headspace lokalt. Hos headspace er ingen problemer for store eller små, og tilbud om rådgivningen er gratis, anonym og uforpligtende.

Brug Bolden er også lokale sommerfodboldskoleevents. Her vil fokus være på glæden ved sporten, på at skabe sunde og trygge miljøer med plads til alle, at skabe tættere bånd mellem spillerne, og gennem dialog og praksis vil Brug Bolden give spillere mulighed for at undersøge fodboldens mange kvaliteter.

Projektet forventes at køre frem til juni 2020.

For yderligere kommentarer:

Det Sociale Netværk/headspace Danmark: direktør Trine Hammershøy, 2090 4993

EfB Elite: adm. dir. Brian Knudsen, 2140 8393

Total: presseansvarlig Line Baldersbæk Bruun, 2128 5789

Emner

  • Uddannelse

Det Sociale Netværk blev etableret i 2009 af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der nu er protektor for foreningen. I dag er formanden Benedikte Kiær (K), der til dagligt er borgmester i Helsingør.

Foreningen Det Sociale Netværk arbejder for at være en stærk stemme og skabe bedre vilkår for psykisk sårbare og deres pårørende, og at samfundet i stigende grad fokuserer, inkluderer og accepterer psykisk sårbare.

Det Sociale Netværk står for en lang række projekter, der primært hjælper børn og unge, men fokus er også pårørende og psykisk sårbare. Det Sociale Netværk står bag initiativet headspace, der i dag findes i 18 forskellige byer, og som yder uvildig rådgivning til børn og unge mellem 12-25, der savner nogen at tale med. headspace er båret af frivillige. Her er ingen journaler, du kan være anonym og ingen problemer er for store eller små.

Kontakt

Jakob Risom

Pressekontakt Presse- og kommunikationschef i Det Sociale Netværk/headspace Danmark +45 61 65 65 40