Fodbold på 6'eren, Canal 9 og Eurosport 2 i uge 39

Nyheder   •   Sep 18, 2018 12:03 CEST

Onsdag den 26. september kl. 20.30 på 6’eren
Carabao Cup, 3. runde
Liverpool – Chelsea
Direkte fra Anfield. De syv Premier League-hold, som er involveret i Champions League og Europa League, træder ind i tredje runde af Carabao Cup. To af dem – Liverpool og Chelsea – var så heldige at trække hinanden, og derfor er der lagt op til dette brag af en dyst på Liverpools hjemmebane. En dyst som godt kunne gå hen at blive tæt, da de seneste 10 kampe mellem holdende er endt med 5 uafgjorte, to sejre til Liverpool, tre sejre til Chelsea og 10 mål til hver.
Kommentator: Peter Piil

Lørdag den 29. september kl. 12.30 på 6’eren
Premier League, 7. spillerunde
West Ham – Manchester United
Direkte fra London Stadium. Statistisk set burde der vente et point eller tre til Manchester United i denne kamp. De sidste 10 gange Manchester United og West Ham er tørnet samme, er det endt uafgjort fem af gangene, mens United har vundet fire kampe og West Ham blot en enkelt. Det bliver derfor spændende at se, om West Ham og træner Manuel Pellegrini kan overraske og levere en sjælden sejr over Manchester United foran hjemmepublikummet.
Kommentatorer: Niels Harild og Mikkel Bischoff

Lørdag den 29. september kl. 16.00 på 6’eren
Premier League, 7. spillerunde
Huddersfield – Tottenham
Direkte fra John Smith's Stadium i Huddersfield. Der er dømt vaskeægte danskeropgør, når Huddersfield lørdag eftermiddag tager imod Tottenham. Hjemmeholdet har gerne sine tre danskere, Jonas Lössl, Mathias ’Zanka’ Jørgensen og Philip Billing med i startopstillingen, mens Christian Eriksen er stensikker starter for gæsterne fra London. Huddersfield undgik i sidste sæson til manges overraskelse at rykke ned, men det var ikke på baggrund af kampene mod Tottenham. Dem vandt Eriksen og Co. nemlig med henholdsvis 2-0 og 4-0.
Kommentator: Peter Piil

Søndag den 30. september kl. 13.15 på Eurosport 2
Superligaen, 11. spillerunde
Esbjerg – AGF
Direkte fra Blue Water Arena. Selvom det efterhånden er mange år siden, at både Esbjerg og AGF spillede med om medaljer, så kommer vi ikke udenom, at mødet mellem de to klubber er en klassiker i dansk fodbold. Begge klubber kan skrive fem gange dansk mester på cv’et, men det er som sagt mange år siden. Nu gælder det point til Superligaen, og her kan vi vente et målrigt opgør. I klubbernes seneste 10 kampe er der nemlig scoret ikke mindre end 30 mål. 
Kommentatorer: John Bisgaard og Morten Bruun

Søndag den 30. september kl. 15 på Canal 9
Superligaen, 11. spillerunde
AaB – OB
Direkte fra Aalborg Portland Park. Dengang Sepp Piontek var AaB-træner, brokkede han sig over, at klubberne ikke hed Aalborg og Odense. Hans tyske ører kunne nemlig ikke høre den store forskel på AaB og OB. Men forskel, det er der. Særligt i denne sæson hvor gæsterne fra OB har fået en hæslig start, mens AaB-spillerne anført af træner Morten Wieghorst har skovlet godt med point ind på kontoen. Det bliver derfor interessant at se, om det fortsætter sådan, når klubberne mødes i 11. runde af Superligaen.
Kommentatorer: Casper Høygård og Flemming Povlsen

Denne fodbolduge byder på masser af gode ting, og vi kan med rette have forventninger til flotte mål og store præstationer. Der er nemlig solide opgør i vente i både Premier League, Carabao Cup og den hjemlige Superliga.

Læs mere »

Highlights uge 40 - Discovery Networks Danmark

Nyheder   •   Sep 18, 2018 08:00 CEST

Fodbold på 6'eren, Canal 9 og Eurosport 2 i uge 38

Nyheder   •   Sep 11, 2018 12:13 CEST

Der er flere gode opgør i vente i både Superligaen og Premier League, og så er det også ugen, hvor der bliver taget hul på gruppespillet i Europa League. Her bliver det spændende at se, hvordan FC København klarer sig i den første kamp mod russiske Zenit Skt. Petersborg.

Torsdag den 20. september kl. 18.00 på 6’eren
Europa League, gruppe L, 1. runde
PAOK – Chelsea
Direkte fra Toumba Stadium i Thessaloniki. PAOK havnede i Europa League efter et mislykket forsøg på at kvalificere sig til gruppespillet i Champions League. Og første i spillerunde gælder det gruppens ubestridte favorit fra Chelsea, som har danske Andreas Christensen i truppen. PAOK blev i sidste sæson nummer to i den græske liga, mens Chelsea er i Europa League fordi klubben havnede på femtepladsen i sidste sæsons udgave af Premier League.

Torsdag den 20. september kl. 20.00 på 6’eren
Europa League, gruppe C, 1. runde
FC København - Zenit Skt. Petersborg
Direkte fra Telia Parken i København. FC København er for 12. gang på 13 år klar til et europæisk gruppespil. Københavnerne, som imponerede ved at sende italienske Atalanta ud i den afgørende dyst om plads i gruppespillet, lægger ud mod russiske Zenit Skt. Petersborg. Et hold med flere russiske landsholdsspillere garneret med rutinerede udlændinge som den tidligere Chelsea-spiller Branislav Ivanovic og italienske Claudio Marchisio, der lige er kommet til klubben fra Juventus.
Kommentatorer: Peter Piil og Lars Jacobsen

Lørdag den 22. september kl. 15.00 på 6’eren
Premier League, 6. spillerunde
Liverpool – Southampton
Direkte fra Anfield i Liverpool. Der venter Southamptons danske spillere, Pierre- Emile Højbjerg og Jannik Vestergaard, en hård omgang som gæster på Liverpools græs. Hjemmeholdet har været flyvende på Anfield, hvor det foreløbigt er blevet til to sejre og en målscore på 5-0. I sidste sæsons to opgør mellem klubberne var Liverpool klart bedst og vandt henholdsvis 2-0 og 3-0, så mon ikke der er mål i vente?Kommentatorer: Casper Høygård og John Faxe Jensen

Søndag den 23. september kl. 16.55 på 6’eren
Premier League, 6. spillerunde
Arsenal – Everton
Direkte fra Emirates Stadium i London. Det er to af engelsk fodbolds mest traditionsrige klubber, som søndag eftermiddag står over for hinanden. Arsenal og Everton har mødt hinanden ikke mindre end 210 gang, hvilket har kastet 105 sejre af sig til Arsenal, mens Everton har vundet 60 af opgørene. I den nærmeste fortid er London-klubben også Liverpool-klubben overlegen. Arsenal har nemlig vundet 7 af de seneste 10 kampe mod Everton.

Søndag den 23. september kl. 13.30 på Eurosport 2

Alka Superligaen, 10. spillerunde
Hobro – AaB
Direkte fra DS Arena i Hobro. Da AaB navngav sig selv hele Nordjyllands hold glemte de vist at spørge et par omegnsklubber, om det nu kunne passe. En af de klubber er Hobro, som tager imod AaB søndag eftermiddag. Der er med andre ord lagt op til et nordjysk lokalbrag – og det endda det andet i træk for Hobro, som i seneste spillerunde var forbi oprykkerne fra Vendsyssel FF.
Kommentatorer: Niels Harild og Morten Bruun.

Søndag den 23. september kl. 15.00 på Canal 9
Alka Superligaen, 10. spillerunde
FC København – FC Nordsjælland
Direkte fra Telia Parken i København. Har FC København kræfter i behold efter torsdagens kamp i Europa League mod Zenit? Og er FCK og FC Nordsjælland lige så jævnbyrdige i denne sæson, som de har været i de sidste par stykker? Der er nogle af de spørgsmål, vi får svar på, når de to klubber tørner sammen i denne Superligarunde. De 10 seneste opgør mellem parterne har resulteret i fire uafgjorte og tre sejre til hver. Begge hold har scoret 12 gange hver i de 10 kampe.
Kommentatorer: Casper Høygård og Lars Jacobsen

Der er flere gode opgør i vente i både Superligaen og Premier League, og så er det også ugen, hvor der bliver taget hul på gruppespillet i Europa League. Her bliver det spændende at se, hvordan FC København klarer sig i den første kamp mod russiske Zenit Skt. Petersborg.

Læs mere »

Mirakler for åben skærm

Pressemeddelelser   •   Sep 11, 2018 09:00 CEST

Kanal 4 sætter helt nye standarder for reportage med lanceringen af programserien ’Velkommen til verden’. 24 rullende kameraer filmer i døgndrift på de hektiske, danske fødegange og indfanger alle de magiske, komiske og dramatiske øjeblikke, som finder sted, når et lille barn kommer til verden. ’Velkommen til verden’ har premiere d. 18. september kl. 21.00 på Kanal 4 og Dplay.

Highlights uge 39 - Discovery Networks Danmark

Nyheder   •   Sep 11, 2018 08:00 CEST

Kanal 5 offentliggør stjernespækket cast i Gidseltagningen 2

Pressemeddelelser   •   Sep 06, 2018 08:00 CEST

Når anden sæson af Kanal 5s store dramaserie ’Gidseltagningen’ får premiere i foråret 2019, bliver det med spænding for alle pengene og en lang række af Skandinaviens stærkeste skuespillere som Johannes Lassen, Helle Fagralid, Søren Malling, Søren Pilmark, Elsebeth Steentoft og Ola Rapace i hovedrollerne.

Fodbold på 6'eren, Canal 9 og Eurosport 2 i uge 37

Nyheder   •   Sep 04, 2018 12:00 CEST

Der er både Nations League, U21 EM-kvalifikation, Premier League og Superliga på programmet i uge 37.

Mandag d. 10. september klokken 20.30 på 6’eren
Nations League
Portugal – Italien
Direkte fra Estadio José Alvalade. Italien, der missede sommerens VM-slutrunde, gæster mandag aften Portugal i anden runde af Nations Leagues gruppe 3. Indbyrdes har Italien overhånden mod Portugal – således har italienerne vundet hele ti ud af de seneste tolv indbyrdes opgør. Kan Mancini forværre statistikken for Portugal, eller stepper Ronaldo op?

Kampen kommenteres af Morten Glinvad og Mads Junker

Tirsdag d. 11. september klokken 17.55 på 6’eren
U21 EM-kvalifikation
Litauen U21 – Danmark U21
Direkte fra Gargždai Stadium. De danske stjerner fra U21-landsholdet møder tirsdag aften bundproppen i EM-kvalifikationens gruppe 3, Litauen. De to hold stod overfor hinanden i selvsamme kvalifikationsgruppe tilbage i september sidste år, hvor Niels Frederiksens mandskab tog en sejr på hele 6-0 på mål af blandt andre Ajax’ Rasmus Nissen og FCK’s Robert Skov. Formår de danske drenge endnu engang at banke Litauen? 

Kampen kommenteres af Anders Bank-Rasmussen og Lars Jacobsen

Lørdag d. 15. september klokken 15.00 på 6’eren
5. spillerunde i Premier League
Newcastle – Arsenal
Direkte fra St James’ Park. Newcastle og Arsenal står lørdag eftermiddag overfor hinanden i femte spillerunde af Premier League. Mens Arsenal har fået en okay start på sæsonen med to sejre ud af fire mulige, så står det anderledes skidt til for The Magpies. De har nemlig bare hentet ét point ud af 12 mulige, ligesom de kun har fået netmaskerne til at blafre tre gange. Får Newcastle deres første sejr i sæsonen lørdag eftermiddag?

Kampen kommenteres af Peter Piil og Lars Jacobsen

Lørdag d. 15. september klokken 18.30 på 6’eren
5. spillerunde i Premier League
Watford – Manchester United
Direkte fra Vicarage Road. Når Manchester United lørdag aften er på besøg hos Watford, så venter der Mourinho og co. en uhyre svær opgave. Watford har nemlig fået en fremragende start på sæsonen, og ligger efter fire spillerunder nummer tre med maksimumpoint. Omvendt er de røde djævle fra Manchester at finde på en noget uvant tiende plads efter en sæsonstart, der blot har kastet seks point af sig efter fire kampe.

Kampen kommenteres af Thomas Gravgaard og Morten Bruun

Søndag d. 16. september klokken 14.00 på Eurosport 2
9. spillerunde i Superligaen
AC Horsens – AGF
Direkte fra CASA Arena Horsens. To af Superligaens mest markante trænerprofiler står søndag eftermiddag overfor hinanden, når Horsens ligger græs til opgøret mellem Horsens og AGF. Bo Henriksens tropper har stadig deres første sejr på hjemmebane til gode, mens David Nielsens mandskab endnu ikke har tabt på udebane i sæsonen. Får Horsens deres første hjemmebanesejr i sæsonen, eller formår Nielsens AGF at tage de tre point?

Kampen kommenteres af Casper Høygård og Morten Bruun

Søndag d. 16. september klokken 15.00 på Canal 9
9. spillerunde i Superligaen
Brøndby IF – SønderjyskE
Direkte fra Brøndby Stadion. Superligaens nummer tre tager søndag eftermiddag imod ligaens nummer 10. SønderjyskE har bare hentet ét enkelt point ud af 12 mulige på udebane i indeværende sæson, mens Brøndby har hentet fem ud af 12 mulige point på eget græs. Ikke ligefrem imponerende statistikker for de to mandskaber.

Kampen kommenteres af Zak Egholm og Flemming Povlsen 

Læs mere »

Highlights uge 38 - Discovery Networks Danmark

Nyheder   •   Sep 04, 2018 08:00 CEST

Fra drenge til mænd: Nyt Kanal 5-program går tæt på Den Kongelige Livgarde

Pressemeddelelser   •   Aug 31, 2018 09:00 CEST

Kanal 5 går i nyt program tæt på den Kongelige Livgarde, og følger et hold rekrutters vej fra drenge til mænd i Danmarks hårdeste værnepligt. Vi er med i mudderet, til eksercits, når søvnmanglen rammer, og når bjørneskindshuen sættes på. ’Den Kongelige Livgarde’ har premiere søndag d. 9 september kl. 20, og markerer at Kanal 5 tager konkurrencen om søndagsseerne op. Den kan også streames på Dplay.

Fodbold på Kanal 5, 6'eren og Eurosport 2 i uge 36

Nyheder   •   Aug 28, 2018 11:34 CEST

Onsdag den 5. september kl. 19.30 på Kanal 5
Testkamp
Slovakiet – Danmark
Direkte fra City Arena i Trnava, Slovakiet. Det er efterårets første landskamp for Danmark, som efter sommerens VM i Rusland skal se, om holdet stadig fungerer. William Kvist har sagt farvel til landsholdet, og det bliver derfor interessant at se, hvem landstræner Åge Hareide vælger at bruge på den centrale midtbane i stedet. Et bud kunne være Fiorentina-spilleren Christian Nørgaard, som kan få landsholdsdebut, hvis han kommer på banen. Kampen fungerer som test forud for første opgør i Nations League søndag den 9. september.
Kommentatorer: Peter Piil og Brian Laudrup.


Torsdag den 6. september kl. 20.00 på 6’eren
Nations League A, gruppe 1
Tyskland – Frankrig
Direkte fra Allianz Arena i München. Var der to hold, som havde modsatrettede oplevelser med sommerens VM-slutrunde i Rusland, så var det Tyskland og Frankrig. Tyskerne røg ud i gruppespillet, hvor det blev til en enkelt sejr og to nederlag. Et resultat som var det dårligste, Tyskland nogensinde har præsenteret ved et VM. Anderledes succesfuldt endte det for Frankrig, som blev verdensmester for anden gang i historien. Vi glæder os til at se, hvordan de to mandskaber tackler den nye landskampssæson og Nations League, hvor der i sidste ende er pladser til EM 2020 på spil.
Kommentatorer: Peter Piil og Morten Bruun


Torsdag den 6. september kl. 20.40 på Eurosport 2
Nations League B, gruppe 4
Wales – Irland
Direkte fra Cardiff City Stadium. Det er første kamp i Danmarks gruppe i Nations League, når Wales med verdensstjernen Gareth Bale tager imod Irland. De to lande var også i pulje sammen i kvalifikationen til VM i Rusland. Her endte det første opgør i Dublin 0-0, mens irerne vandt 1-0 ude over Wales og derfor kommer til Cardiff med gode minder. Irland sluttede i øvrigt på andenpladsen i gruppen og mødte Danmark i en playoff-kamp om at komme til VM, og det husker vi jo alle, hvordan sluttede.
Kommentatorer: Thomas Gravgaard og Mads Junker


Fredag den 7. september kl. 17.30 på Kanal 5
EM-kvalifikationen, gruppe 3
Danmark U21 – Finland U21
Direkte fra Aalborg Portland Park. Det gælder jagten på førstepladsen i Gruppe 3, når Danmark fredag aften tager imod Finland. Her er en sejr påkrævet for det danske U21-landshold, hvis det stadig skal holde trit med Polen, som lige nu sidder på den førsteplads, der giver direkte adgang til EM-slutrunden i Italien og San Marino i 2019. Sidst Danmark mødte Finland, blev det i øvrigt til en knusende 5-0-sejr på udebane til Niels Frederiksens tropper, som derfor må tage favoritværdigheden på sig til opgøret i Aalborg.
Kommentatorer: Casper Høygård og Lars Jacobsen

Lørdag den 8. september kl. 20.45 på 6’eren
Nations League A, gruppe 4
England – Spanien
Direkte fra Wembley Stadium i London. I sommer drømte englænderne større og større, som VM i Rusland skred frem, men sangene om ”It’s Coming Home” døde på vanlig vis ud i en ærefuld fjerdeplads efter semifinalenederlaget til Kroatien. Slutrunden tændte dog en ild i engelsk landsholdsfodbold, og det bliver derfor spændende at følge, om England kan bære den gode form videre i Nations League. Her venter Spanien og den tidligere Barcelona-træner Luis Enrique, som står foran sin første opgave som spansk landstræner.
Kommentatorer: Peter Piil og Lars Jacobsen

Søndag den 9. september kl. 16 på Kanal 5
Nations League B, gruppe 4
Danmark – Wales
Direkte fra Ceres Park i Aarhus. Nations League er Uefas nye tiltag for at gøre testkampe lidt mere spændende. Hvis kvalifikationen til EM i 2020 skulle glippe gennem det normale kvalifikationsspil, er der nemlig også en mulighed for at spille sig til slutrunden via Nations League. Her er Danmark i gruppe med Wales og Irland. Første kamp gælder Wales med Real Madrid-stjernen Gareth Bale i spidsen, så der er lagt op til, at tilskuerne i Aarhus får smæk for skillingen. Det bliver samtidig spændende at se, hvor det danske landshold står efter sommerens VM-slutrunde.
Kommentatorer: Peter Piil og Brian Laudrup.

Søndag den 9. september kl. 20.45 på 6’eren
Nations League A, gruppe 1
Frankrig – Holland
Direkte fra Stade de France i Paris. Der venter med garanti de franske verdensmestre solid opbakning, når de for første gang siden sommerens VM-triumf skal spille på eget græs. Her kan franskmændene se frem til et møde med Holland, som har haft det svært de sidste par år. Den stolte fodboldnation missede både kvalifikationen til EM 2016 og VM 2018. Det er derfor op til landstræner Ronald Koeman at få ”Oranje” på ret kurs. Den tidligere Barcelona-legende er den femte hollandske landstræner siden 2104.
Kommentatorer: Anders Bank-Rasmussen og Mikkel Bischoff



Det danske landshold skal i aktion igen efter VM-slutrunden. Først gælder det en testkamp mod Slovakiet og senere opgøret mod Wales i Nations League. De franske verdensmestre tager også hul på Nations League, hvor de møder Tyskland. Der er også mange andre herlige landskampe på programmet.

Læs mere »

Kontaktpersoner 1 kontaktperson

  • Pressekontakt
  • Pressechef / Manager PR and Digital
  • Lensnaog_bcfoewmgiawldqx@dcqisewcoypveourywo.cuwomvl
  • 20432919

Om Discovery Networks Danmark

Discovery Networks Danmark dækker over 12 stærke tv-kanaler og to streamingtjenester.

Discovery har mere end 25 år bag sig i Danmark. Inden virksomheden i 2015 fik navnet Discovery Networks Danmark, har der været mange store begivenheder, opkøb og nye tv-kanaler. Se bare her:

1985: Discovery Channel lanceres i USA. Det første program hedder “ Iceberg Alley”.
1989: Den 20. april lanceres Discovery Channel i Danmark. Discovery indgår deres første kabelnet-kontrakt i Danmark med Hirtshals Antennelaug.
1997: SBS-kanalen TV Danmark går i luften.
1999: Discovery Channel etablerer et lokalt dansk kontor i København.
2000: TV Danmark 2 lanceres ved siden af TV Danmark.
2001: Discovery Channel begynder at blive redigeret og sammensat i Danmark.
2004: Relancering af TV Danmark og TV Danmark 2. Relanceringen betyder, at kanalerne nu hedder TV Danmark og Kanal 5.
2006: TV Danmark brandet lukker, da TV Danmark-kanalen skifter navn til Kanal 4. Samtidig bliver The Voice TV introduceret som en fast bestanddel af reklamekampagner indkøbt på SBS TV.
2007: Discovery HD lanceres i Norden.
2008: SBS TV lancerer Danmarks første HD-kanal, Kanal 5 HD (samsendingskanal med Kanal 5).
2009: SBS TV lancerer en ny tv-kanal for mænd, 6'eren.
2011: TLC lanceres i Danmark.
2012: Discovery Communications køber i slutningen af 2012 SBS Media og dermed SBS’ tv- og radiokanaler. Det nye navn bliver SBS Discovery Media. Alle medarbejdere i virksomheden arbejder nu på adresserne på H.C. Andersens Boulevard og i Mileparken. Tidligere dette år har SBS TV lanceret ungdomskanalen 7’eren.
2014: Discovery Communications, der ejer SBS Discovery Media, køber en større andel af Eurosport. Den 1. november lanceres ID – Investigation Discovery, som Danmarks eneste krimi tv-kanal. ID erstatter 7’eren.
2015: Tyske Bauer Media køber SBS Discovery Radio og dermed bl.a. radiokanalerne Nova, Popfm, Radio100 og Voice. SBS Discovery ændrer navn til Discovery Networks Danmark og er nu en del af den nye region Discovery Northern Region.
Discovery Networks Danmark får godkendt købet af Canal 8 Sport og Canal 9 af de danske konkurrencemyndigheder. Canal 8 Sport bliver efterfølgende fusioneret ind i Eurosport Danmark.
Discovery Networks Danmark lancerer streamingtjenesten Dplay. Eurosport Danmark skifter navn til Eurosport 2.
2016: Eurosport Danmark skifter navn til Eurosport 2.
2017: I februar samler Discovery Networks Danmark hele sportsporteføljen i Eurosport som samlet masterbrand, der nu agerer paraply for de store sportsrettigheder på 6’eren, Canal 9, Kanal 5 og Eurosport 1 og Eurosport 2.

Adresse

  • Discovery Networks Danmark
  • H.C. Andersens Boulevard 1
  • 1553 København V
  • Danmark