Skip to main content

Discovery klar med internationalt realityformat: ‘Ex on the Beach – Danmark’

Pressemeddelelse   •   Apr 03, 2018 12:00 CEST

Der vil være masser af sex og kærlighed, når det internationale succesformat ’Ex On The Beach’ senere på året får premiere i en dansk version. Fotokredit: Krestine Havemann / Discovery Networks Danmark

Optagelserne til den danske version af ‘Ex on the Beach’ er netop afsluttet på Mauritius, og danskerne kan glæde sig til at Dplay og Kanal 4 senere på året blænder op for det internationale succesformat. Programmet har siden lanceringen på MTV UK i 2014 bredt sig til versioneringer i hele verden – og nu får Danmark altså også sin egen version. Ambitionen er, at ’Ex on the Beach’ skal trække særligt de unge seere ind til Discovery Networks Danmarks streamingtjeneste Dplay.

Der vil være masser af ægte følelser, sex og kærlighed, når det internationalt hypede realityprogram ’Ex On The Beach’ senere på året får premiere i en dansk version. Programmet skal blandt andet være med til at styrke Discovery Networks Danmarks streamingtjeneste Dplay, og målet er, at det især kan trække en masse unge brugere ind til tjenesten. ’Ex on the Beach’ er uforudsigeligt og underholdende, og har kørt med stor succes i andre lande siden 2014, blandt andet hos Discovery Networks Sverige, hvor programmet blev en større succes end det velkendte format ’Paradise Hotel’. Det er særligt erfaringerne fra vores svenske kollegaer, som Discovery Networks Danmark satser på at kunne drage stor nytte af.

- Reality er en genre, som især tiltrækker mange unge mennesker. Men faktum er, at rigtig mange af dem foretrækker at streame i stedet for at se traditionelt flow-tv. Med ’Ex on the Beach’ får de unge et realityformat, der i vores optik indeholder alt det bedste fra realitygenren, og så giver vi dem mulighed for at streame det helt gratis, så de selv styrer, hvor og hvornår de vil se det. Det er en model, som har haft stor succes hos vores kolleger hos Discovery i Sverige, og som vi nu vil prøve af her i Danmark, siger Programdirektør for Discovery Networks Danmark, Anne Garlichs og tilføjer:

- Programmet vil selvfølgelig også kunne ses på Kanal 4, hvor vi især har mange kvindelige seere, der også statistisk set har en forkærlighed for reality. Samtidig er vores Kanal 4 seere vant til masser af følelser og fjernsyn, der går lige i maven på Kanal 4. Og det kan vi garantere, at ’Ex on the Beach’ lever op til med masser af ægte følelser og reaktioner kombineret med et emne, vi alle kan relatere til – nemlig ekskærester.

Dplay er Discovery Networks streamingtjeneste, der samler det bedste indhold fra nogle af Danmarks - og verdens største tv-kanaler. Her findes de bedste programmer fra Kanal 4, Kanal 5, Discovery Channel, TLC, ID og Animal Planet.

Alt er på spil
’Ex on the Beach’ har allerede gået sin sejrsgang over hele verden, og det er ingen tilfældighed. Programmet har taget alt det bedste fra realitygenren: ægte følelser, intriger og vilde personligheder, og krydrer det med noget vi alle kan relatere til, nemlig ekskærester. Hele konkurrenceelementet er skåret væk, så i bund og grund er formatet en klassisk soap med rigtige mennesker og dermed er alt på spil.

Kort fortalt handler programmet om otte smukke, unge mennesker, som tjekker ind i en luksusvilla på Mauritius, fordi de tror, de skal være med i et klassisk datingprogram. Men det skal de ikke. De skal i stedet møde deres ekskærester og tidligere flirts. Og mens nogen arbejder på at vække den gamle kærlighed til live, så er andre mere fokuserede på at få fortalt et par sandheder til deres eks.

- Vi har længe kigget efter et realityformat, som kunne noget nyt. ’Ex on the Beach’ er reality, når det er allerbedst. Her er ikke nogen konkurrencer eller præmier og dermed heller ikke nogen taktiske alliancer eller spil for galleriet. Der er heller ikke nogen, der kan stemmes ud. Det hele styres fra kulissen, og deltagerne ved aldrig, hvem der ryger ud eller hvorfor, og ikke mindst hvilken ekskæreste der er den næste til at træde op af vandet. Det er kort sagt en kunstig verden med ægte følelser - en soap med rigtige mennesker om man vil, siger Anne Garlichs.

’Ex on the Beach’ har premiere senere på året og kan ses på Dplay og Kanal 4.

Discovery Networks Danmark dækker over 12 stærke tv-kanaler og to streamingtjenester – Dplay samt Eurosport Player. I Danmark kan vores kanaler ses af ca. 87 % af alle husstande. Vores kommercielle seerandel blandt danskere 15-50 år er ca. 22 %. Discovery Networks Danmark er en del af den nordeuropæiske region i det globale Discovery Networks International. Regionen omfatter 6 områder: Danmark, England & Irland, Benelux, Norge, Sverige og Finland. I den nordeuropæiske region når Discovery Networks ud til seere i 17 forskellige lande og territorier med 30 kanalbrands og hele 68 mio. seere hver måned.