Skip to main content

Vanvittig finale i Forum: Brøndby IF vinder eSuperligaen

Pressemeddelelse   •   Dec 17, 2018 23:21 CET

Brøndby IF kan som de første nogensinde kalde sig eSuperliga-mestre. Det står klart efter en hæsblæsende og tæt finale i Forum, hvor Vejle Boldklub måtte se sig slået af Frederik "Fredberg" Søndergård Fredberg og Daniel "Dingo" Klink Nørremark Kristensen fra Brøndby IF, til et af de største FIFA-events nogensinde. Dermed løber Brøndby IF med førstepræmien på 150.000 kr.

Tusindevis af publikummer i Forum og seere på Canal 9 og Dplay kunne mandag aften se Brøndby IF løbe med sejren i den allerførste finale i eSuperligaen nogensinde. Siden 5. november, hvor eSuperligaen blev skudt i gang, har klubberne, som vi kender fra Superligaen, kæmpet om at nå til finalen. De otte bedste klubber kvalificerede sig til et brag af en Playoff, der i dag trak fulde huse i Forum. Og klokken 23:00 stod det klart, at Brøndby IF altså blev vinder af eSuperligaen 2018.

- Det her er helt sikkert den største individuelle kamp i min karriere. I den her kulisse føles det meget større, lød det fra scenen fra en glad Frederik "Fredberg" Søndergård Fredberg, som også sendte respekt mod finalemodstanderen "LordHjorth" fra Vejle Boldklub: 

Hjorth ved han har min respekt. Vi har haft så mange gysere i vores karriere, og det her var uden tvivl den største af dem allesammen, lød det fra den nykronede eSuperligamester. 

Efter en playoff-runde i et ekstatisk Forum, der ikke skuffede på hverken spænding eller FIFA i absolut verdensklasse, stod finaledysten mellem Brøndby IF og Vejle Boldklub. Dagen har budt på nervepirrende kvart- og semifinaler, hvor storfavoritten FCK blandt andet måtte se sig slået af Vejle i de afgørende minutter i semifinalen. Stemningen var da også elektrisk, da de to finalister, Vejle Boldklub og Brøndby IF, trådte op på scenen og leverede et brag af en finale. Og efter den måtte Daniel "Dingo" Klink Nørremark Kristensen også takke de mange fremmødte fans: 

- Tusinde tak. Uden jer kunne vi ikke have gjort det! lød det fra "Dingo". 

Frederik "Fredberg" Søndergård Fredberg og Daniel "Dingo" Klink Nørremark Kristensen fra Brøndby IF tager som eSuperliga-mestre 150.000 af den rekordstore præmiepulje på 365.000 kr.

Arrangører: eSuperligaen har givet os blod på tanden

Arrangørerne bag eSuperligaen er Divisionsforeningen, esport-organisationen Dreamhack og mediekoncernen Discovery Networks Danmark.

Og ifølge broadcasteren, var finaleshowet i Forum lige præcis det store esport-event, som man havde håbet på at kunne give de danske FIFA-fans.

- Efter sådan et finalebrag foran tusinder af fans og den modtagelse eSuperligaen generelt har fået, er vi blevet bekræftet i, at vi har ramt noget rigtigt, og noget som vi skal bygge videre på. Vi har spillere i den absolutte verdensklasse, dedikerede fans og gode kræfter, der vil dansk esport, understreger Nordisk sportsdirektør for Discovery Networks Danmark, Anders Antonsen og fortsætter:

- Denne sæson har i hvert fald givet os blod på tanden til mere, så nu må vi se, hvad foråret byder på, afslutter han.

De otte klubber i Playoffs deler en rekordstor præmiesum på 365.000 kroner imellem sig. Vinderne fra Brøndby IF tager 150.000. eSuperligaens andenplads kan hente 75.000 kroner i præmiepenge.

Endelige resultater af eSuperliga Playoffs 2018:

Kvartfinale 1
Brøndby IF 4-3 Lyngby BK
Kvartfinale 2
Vejle Boldklub 3-3 (Vejle Boldklub vinder pga. udebanemål) Randers FC
Kvartfinale 3
AGF 7-3 FC Midtjylland
Kvartfinale 4
F.C. København 4-2 Silkeborg IF
Semifinale 1
Brøndby IF 5-5 (Brøndby IF vinder pga. udebanemål) AGF
Semifinale 2
Vejle Boldklub 3-3 (Vejle Boldklub vinder pga. udebanemål) F.C. København
Grand Final
Brøndby IF 9-7 Vejle Boldklub

Discovery Networks Danmark er den danske medievirksomhed bag blandt andet Kanal 5, 6’eren, Eurosport- og Discovery-kanalerne samt streamingtjenesterne Eurosport Player og Dplay. Discoverys 12 tv-kanaler har en samlet kommerciel seerandel på godt 20 pct., hvilket gør Discovery til den tredjestørste kommercielle tv-gruppe i Danmark. På tværs af Discoverys platforme får brugerne en stærk kombination af seriøst underholdende programmer, nærværende reportager og førsteklasses sport som bl.a. fodboldlandsholdets kampe, Superligaen og Premier League. Discovery Networks Danmark har en dansk ledelse og er ejet af Discovery, Inc.

Besøg vores hjemmeside for flere nyheder om Discovery.